Hm. Det går egentlig som det plejer. Der er intet nyt der. I det ene øjeblik er humøret helt i top, i det næste er det helt i bund. I det ene øjeblik føler jeg mig en del af de andre, andre gange føler jeg mig ene og alene. Men hvorfor kan jeg ikke bare snart indse, at tingene ikke altid er det samme? At det ikke altid kan gå efter mit hoved, selvom jeg gerne vil have det?


Jeg har en, der kan få mig til at glemme alt det dårlige og negative for en stund, når hun kigger på mig. Hun kigger på mig som om det hele nok skal gå. Og jeg tror hende. Hvorfor skulle jeg ikke det? Hvorfor skulle hendes blik lyve? Jeg ved jo at hun vil være der til at hjælpe mig, hvis det skulle gå helt galt. - Hun har det der glimt i øjet. Hun er en, hvis smil giver mig varme i kroppen og en kilden helt ud i fingrespidserne. En, hvis kram er det bedste. Det er et af de der ordentlige lange kram. Et af dem der gør, at man ikke har lyst til at give slip igen. Jeg har ikke lyst til at give slip på hende igen, når først vi krammer.

Hun er en, hvis personlighed er det absolut bedste - og jeg ser nye sider af hende hver eneste dag, der blot gør at jeg kommer til at holde mere og mere af hende. Jeg er ikke forelsket. Det er jeg ikke. Jeg er betaget. Jeg er glad. Hun gør mig glad. Glad sådan inderligt. Hun giver mig en glæde jeg har savnet. En glæde jeg har manglet og er glad for at have fået igen.

Det lyder måske dumt, men sådan er det nu alligevel engang.

Hvorfor skal jeg have det sådan her hver eneste aften jeg er alene? Hvorfor skal jeg over-tænke og over-analysere alting? Hvorfor skal jeg høre trist musik og trække mig selv ned? Hvorfor kan jeg ikke være alene og være glad over min tilværelse? 

Det er efterhånden ved at være en måneds tid siden, jeg sidst har blogget og dette indlæg, er faktisk mit allerførste, via iPad. Men altså. Jeg har tænkt over noget. Jeg blogger stort set kun, når jeg har en lortedag, en lorteperide, osv. I forstår min point. Det er selvfølgelig ikke noget, der først lige er gået op for mig. Måske har jeg egentlig bare gjort det bevidst, fordi jeg har haft brug for at komme ud med alting. Det er ligesom her at jeg kan lukke op og bare få skrevet alt ned der går mig på. Det er som om, at jeg ikke længere kan snakke om det der er galt. Det er som om, at jeg ikke "tør" snakke med folk om mine tanker. På nogle punkter tror og frygter jeg lidt, at jeg er gået hen og blevet alt for indelukket, når det kommer til det område. Om det er godt eller skidt ved jeg egentlig ikke.

Men for at vende tilbage til det jeg skrev i starten, så har jeg det faktisk godt. Jeg er glad, men træt og forvirret. Jeg er forvirret omkring mine tanker til forskellige personer, ting og beslutninger. Det er som om at jeg ikke længere kan se en mening med de ting jeg gør og siger. Det er kommet ud af det blå. 

Der er den her ene person, der bare "overrasker" mig gang på gang. Jeg ser hele tiden nye sider af og ting ved den her person, og det er kun positivt ment. Det gør mig så glad. Det gør mig glad, at jeg har fundet en, der mere eller mindre gør mig lykkelig, på en anderledes måde. Eller lykkelig er måske så meget sagt, men jeg kan ikke lige finde den rette betegnelse. Men i hvert fald. Personen betyder rigtig meget for mig, og det er en jeg holder super meget af - mere og mere for hver dag. Der er bare et eller andet ved personens personlighed, der bare fanger mig så meget. Måske synes jeg bare at det er spændende. Jeg ved det ikke. Det er vel også ligegyldigt, i bund og grund.

Men i hvert fald. Som alle andre unge mennesker har jeg det godt, men med dårligere dage end andre. Det er måske bare en del af det at være menneske. Måske er det dét, der gør os til den vi er - det der hjælper os med at finde os selv.

Altså, jeg ved ikke hvad pokker det er jeg snakker om. Jeg har været vågen i nogen og 30 timer nu og det er nok på tide at falde til ro og få noget søvn.

Så .. Nu knækkede filmen. Nu gik den ikke længere. Jeg troede ikke, at det ville gå mig så meget på, men det gør det åbenbart. Jeg troede ikke, at det ville skære i hjertet på den måde, men det gjorde det. Vi har ikke set hinanden i over et år og så står du og smider de ord i hovedet på mig? Jeg bliver ved at se hele situationen for mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på det, når jeg ligger og skal sove. "Jeg vidste at jeg ikke skulle være kommet." - Det knækkede mig. Det gjorde det. Bund ærligt, så rev det mig fra hinanden, nu hvor jeg lige havde fået samlet mig selv op og sammen igen. Nu er jeg tilbage hvor jeg startede. Tilbage i hullet. Du vil sikkert mene at jeg overdriver. Det vil mange sikkert. Men måske fortjente jeg det? Eller gjorde jeg virkelig? Var det din måde at sige, at fortælle mig, at jeg har brug for hjælp? Var det dit wake-up-call til mig, eller var det bare din ærlige mening? Var det virkelig bare sådan du havde det?

Du sagde så mange ting. Så mange ting jeg havde brug for at høre, selvom jeg godt vidste det. Du sagde ting der gjorde ondt på mig, men det virkede som om du gjorde det for mit eget bedste - ikke fordi du ville gøre mig ondt. Du havde ret i de ting du sagde. Det havde du. Jeg hader, at indrømme det. Jeg hader et eller andet sted, at du kender mig så godt. Jeg hader, at du ser lige igennem mig. Jeg hader, at jeg er så afhængig af dig.

Jeg føler mig så ynkelig og så nøgen, når jeg vender vrangen ud på denne måde. Men jeg har brug for at komme ud med det. Jeg har brug for at snakke. Uden at vide hvem jeg skulle snakke til. Jeg har brug for en der bare vil lytte og komme med nogen ord. En med en mening. Ikke en, der bare spytter de samme standard-ting i hovedet på mig. En der virkelig siger sit syn på det. En der viser h*n lytter. Men jeg ved ikke hvem jeg skal gå til. Det gør jeg ikke. Jeg er fortabt på det område.

Du var den jeg kom til, når det hele brændte på. Du var den jeg kom til, når jeg manglede et syn ude fra, på forskellige situationer og mine handlinger. Du var den jeg ikke kunne gå en dag uden at snakke eller skrive med. Du var den der betød alt for mig. Du var min bedre halvdel. Du var som en søster for mig. Du var den der kendte alt til mig. Men når man tænker på alt det vi har været igennem, så er det utroligt at vi bliver ved. Ja, vi er da nok vokset fra hinanden, men jeg vil ikke indse det. Jeg vil ikke indse, at jeg nok er nødt til at give slip på dig, så vi kan få hver vores liv. Så vi kan komme videre og få det godt. Jeg vil have at vi har det godt sammen. Ligesom førhen.

Jeg lyder som en lille pige, der ikke kan lide de forandringer der kommer med alderen. De forandringer der kommer, når man vokser op og fra hinanden. Jeg vil ikke indse at vores tid er slut. Jeg bliver som en lille pige når det kommer til dig. Når det kommer til os to. Jeg er som en lille pige der ikke vil give slip på sin yndlingsbamse. På den der har været med hende så længe. På den der har været der for hende når hun havde brug for en der lyttede og hjalp. På den der altid fik smilet frem igen. På den der gav en håbet om at alt nok skulle gå, så længe den var en del af livet.

Jeg savner dig. Jeg savner os. Jeg savner måden du fik mig til at smile og grine på - og omvendt. Jeg savner, at jeg kunne fornemme at du smilede når vi skrev sammen. Jeg savner at jeg kan gøre dig glad. Jeg savner at du kommer til mig, når du har problemer. Jeg savner det vi havde. Jeg savner vores venskab. Jeg ved godt, at jeg intet får ud af at sidde fast og bare snakke om minder og alt det jeg savner, men det er hvad jeg kan finde ud af. Jeg kan ikke finde ud af andet. Jeg kan ikke se virkeligheden - jeg kan ikke se forandringen i øjnene. Måske vil jeg bare ikke? Jeg ved det ikke. Jeg ved ingenting.

Måske havde du ret i det du sagde? Måske har jeg rent faktisk brug for hjælp? Måske er jeg ikke helt klar oven i hovedet? Måske er jeg for afhængig af andre? Måske kan jeg ikke klare mig alene? Måske har jeg brug for en øjenåbner? Måske er der noget galt? Måske behøver jeg virkelig en psykolog, selvom jeg påstår det modsatte? Måske er jeg bare for stædig? Måske vil jeg bare ikke indrømme, at jeg rent faktisk har et problem og har brug for hjælp? Måske vil jeg ikke virke svag? Måske vil jeg ikke knække fuldkommen sammen?

Det har taget mig ufattelig lang tid bare at skrive den smule her. Jeg har skrevet og slettet hundrede gange. Jeg har siddet og kigget ud i luften, bare for at sætte ord på, hvordan jeg har det indeni. Det er faktisk vanskeligere end man lige sådan går og tror.

Duften af hende hænger fast i mit sengetøj og det er ved at drive mig til vanvid.

Jeg savner hende allerede.

Jeg ligger pt. i min seng med musik i ørerne. Klokken er 00:50. Jeg burde nu sove, men jeg kan ikke. Jeg vil ikke. Jeg har det mærkeligt indeni. Jeg er glad, men alligevel på renden til at græde. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har det så godt. Jeg har alt. Alligevel er det som om at jeg mangler noget. Men hvad?

Jeg har jo sommerferie. Solen skinner og vejret er godt. Jeg har brugt meget af min tid hjemme på mit værelse, men en del er nu også blevet brugt på stranden og i selskab med de sødeste piger. Det bedste af det hele, er at jeg har brugt det meste af min tid på hende. Hende, der er kommet til at betyde alverden for mig. Hende, jeg har lyst til at være sammen med hele tiden. Hende, jeg savner på trods af vi kun lige har sagt farvel. Hende, jeg ikke kommer og brokker eller whiner til. Hende, jeg blot har det super fantastisk med. Hende, der får mig til at smile, grine, være glad og have det godt. Det er jo sådan det skal være!

Mah. Gå nu bare i seng med dig.

I don't know, but I think I may be fallin' for you

Droppin' so quickly, maybe I should keep this to myself

Wait until I know you better
I am tryin' not to tell you, but I want to

I'm scared of what you'll say

So I'm hidin' what I'm feelin'

But I'm tired of holdin' this inside my head

I've been spendin' all my time just thinkin' 'bout you

I don't know what to do, I think I'm fallin' for you