Jeg synes at den største udfordring ved at skrive et blogindlæg er hvordan man skal starte det. Skal man starte ud med et eller andet fancy som fanger folk eller hvad skal man skrive? Jeg synes egentlig også at det er svært kun at holde sig til ét "emne", hvilket måske også forklarer hvorfor mine indlæg ofte fremstår lidt rodet. I hvert fald de lange af dem. Først og fremmest tror jeg egentlig ikke, at jeg har nogen der læser hvad jeg skriver, men det er også fint for mig. Min blog er trods alt bare min måde og mit sted, hvor jeg kan komme ud med hvad jeg vil og hvordan jeg vil. Der er ingen andre end mig der bestemmer hvordan og hvad der skrives og egentlig nyder jeg det. Jeg nyder at der ikke er nogen der kan fortælle mig at det er rigtig eller forkert eller at det må jeg ikke. 

Jeg havde sagt til mig selv, at jeg dette år ville tage chancer og ikke holde mig tilbage. Indtil videre er det eneste jeg har gjort er at holde mig tilbage og ikke tage nogen chancer. Overhovedet. Jeg hader det. Sådan inderligt. Det er irriterende, at jeg ikke gør og siger det jeg egentlig vil, fordi jeg er bange for eventuelle konsekvenser. Jeg forstår det ikke. Der er mennesker rundt omkring der gang på gang tager chancer for at opnå det de gerne vil, og så sidder jeg her på mit værelse og hverken tør gøre eller sige det jeg allerhelst vil. Jeg vil for eksempel gerne kunne sige til dig, at jeg godt kan lide dig. Sådan lidt udover der sædvanlige. Jeg vil gerne kunne sige og vise dig den følelse du giver mig. Hvad der sker med mig, når du smiler til mig, når jeg hører dig grine eller når du blot er til stede. Jeg ved ikke engang om det ville ødelægge noget eller om det overhovedet ville ændre på noget, men jeg tør stadig ikke tage den chance.