Jeg kan det ikke. Det fungerer simpelthen ikke. Jeg er forelsket i dig. Stadig. Følelserne kan ikke forsvinde. De bliver blot stærkere for hver gang jeg ser dig. Afstanden jeg tager er ulidelig, men jeg troede den ville hjælpe. Jeg tog fejl. Det går ikke det her. De vil ikke forsvinde, men hvorfor? Er det meant to be, at jeg ikke skal komme videre? At du måske en dag føler det samme for mig, som jeg gør for dig? Hvad hvis ikke? Så står jeg her, uden at være kommet nogle vegne - jeg kan da heller ikke vente på, du måske en dag føler sådan for mig. Jeg tror ikke det vil ske, men man kan vel altid være dum og håbe.

Ny computer til miiiiiiiiiiig, yay.
Hej HP computer, da min mor ikke var helt med på, at jeg ville have en Macbook :-(.

Det er fredag. Positiv og negativ side? Den positive side er da klart, at jeg først skal møde i skole kl. 12:05-14:35, så det går lige! MEN jeg skal ikke lave en skid hele weekenden. Ærligt, føler mig forever alone, når jeg ingen planer har... Når jo, vent. Jeg skal lave min dansk og engelsk synopsis færdig, wuhu, fed fest og farver, hvor har jeg bare ikke lyst til det. Jeg kan ikke komme videre. Jeg vil ikke. Jeg ville ønske jeg ikke skulle op i noget. At tiende klasse bare sluttede d. 1. juni, og jeg ikke behøvede fylde mit hoved med eksamener. Ikke skulle tænke over dem eller frygte dem. Det gik jo fint nok sidste år, men jeg har sådan på fornemmelsen at dette kommer til at gå af helvedes til, rent ud sagt. Det gør mig trist, for jeg vil jo gerne gøre det godt... Men, jeg har også bare så svært ved at tage mig sammen, når det virkelig gælder. Især hvis jeg ikke kan finde ud af det. Mundtlig matematik? Bare skyd mig, ok - og jeg kan være så uheldig at skulle op på min fødselsdag. Død, fuck og helvede. Men igen, jeg forventer ikke en høj karakter, så det går nok.. Men tanken er alligevel træls.

Det er tirsdag og jeg er morgenfrisk! Jeg føler at jeg har så meget overskud, samt solen skinner og jeg er så glad! forhelved, det er lækkert at have det sådan her! glæder mig til at se alle pigerne om ikke så længe! ♥♥.

Fuck you

Min lørdag ..

Igår, lørdag, var jeg taget hjem til Line. Vi har ikke været sammen længe, efter skoletid, fordi ingen af os har haft mulighed for at komme frem og tilbage imellem os, og så har venskabet heller ikke ligefrem kørt på skinner det sidste stykke tid, hvilket nok også lidt har gjort at vi ikke har haft været så meget sammen. Men vi var sammen igår, og det var rart. Det var rart at være hende og jeg igen. Jeg havde savnet det. Vi havde planlagt at tage på stranden og grille med nogle af de andre piger, så vi skulle til byen og handle. Vi ville tage bussen, men der kom ingen, så vi besluttede os for at gå, og det skal lige siges at vi gik omkring 6 km. Det var varmt, meget varmt. Vi mødtes med de andre piger og fik handlet, i det at det begyndte at regne kraftig, så var lidt "Pokkers også, hvad gør vi så?" vejret holdt så op, og vi besluttede os for, at i stedet for vi tog på stranden, tog vi i parken og grillede - Der fandt vi da læ. Jeg gider ikke gå helt i detaljer, men det var pisse hyggeligt. Altså udover at det regnede, tordnede og lynede på et tidspunkt.. Efterfølgende gik vi så hjem til en af pigerne og var lidt der. Jeg besluttede mig for at tage hjem, fordi de andre ville drikke, og jeg alligevel ikke havde penge med til det. Jeg går mod stationen, og skyndte mig ikke, fordi jeg regnede med bussen var kørt, men næ nej, er næsten ved stationen i det bussen kører lige for næsen af mig. Fair nok, så må jeg jo vente den time.

Jeg sad uden for til at starte med og ventede, men så hørte jeg en eller anden mand råbe alt muligt, lidt væk, så jeg besluttede mig for at sætte mig ind og vente, fordi jeg ikke ville sidde der alene. Man ved jo aldrig hvad der kan ske. Der sad to piger derinde, der var lidt ældre end mig. Manden fra tidligere, der gik uden for og råbte, kom ind og råbte alt muligt, at hvis vi ikke sagde hvornår det næste tog kørte, ville han gøre det og det. Når jo, han råbte også at han ville slå os ihjel. Jeg var bange. Virkelig bange! Mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig, og tårerne pressede bare på. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg turde ikke røre på mig, rejse mig eller tage min telefon frem. Hvad nu hvis han kom over til mig og gjorde/sagde noget? Gjorde mig så lille. Jeg havde virkelig følelsen af, at nu skulle jeg dø. Nogle vil mene at jeg overdriver, men aldrig har jeg været så bange! Det var så ubehagelig en afslutning, på en alt for dejlig dag! Men han gik ud igen, efter den ene 'dame' havde svaret ham, og der så jeg mit snit til at smutte ud af døren i den anden ende, hvilket jeg gjorde. Jeg ville bare væk derfra. Jeg måtte ringe til min mor. Jeg vidste hun havde drukket, men ikke nok til at hun ikke kunne køre. Jeg bad hende hente mig, fordi jeg ikke brød mig om at være der. Jeg græd næsten da jeg sagde sætningen.

Min veninde var så sød at ringe til mig, helt panikslagen, og bad mig gå hjem til hende. Jeg skulle i hvert fald ikke stå der alene, når der skete sådan noget. Men jeg strittede imod og sagde min mor nok var her om lidt. Et eller andet sted ville jeg ikke, for ville ikke virke svag, men på den anden side, ville jeg også bare gerne væk derfra. Hurtigst muligt. Efter en snakken frem og tilbage om hvorvidt jeg skulle komme eller ej, gik jeg hen mod hvor hun boede, men ringede til min mor for at tjekke op på, om hun overhovedet var kørt. Det var hun. Hun var næsten ved tanken, så det kunne ikke engang betale sig. Jeg måtte ringe min veninde op igen og sige det var lige meget, for hun var her om lidt. Jeg fik også af vide, at jeg en anden gang skulle komme med det samme. Hun havde ret. Tænk hvis der virkelig var sket mig noget? Bare fordi jeg havde været for dum, til ikke at ville virke svag. Jeg burde lytte mere til mine veninder.

Det er den værste følelse.

- Følelsen af at jeg ikke kan gøre noget. Det at være så magtesløs. Følelsen af at vi har nået bunden. Det at det dårligt kan blive værre. Jeg forstår ikke hvorfor vi endnu engang er endt hvor vi er. Hvorfor endte vi overhovedet her første gang? Alt gik jo godt, men pludselig gik det bare den forkerte vej, og der var vi længe. Vi fik vendt om, men nu står vi her igen. Det er en utrolig træls følelse jeg sidder med, for det gør ondt, at det skal være sådan her. Det gør det. Uanset hvor lidt jeg så viser det. Det er smertefuldt, at det ikke bare kan gå godt, uden alle de små besværligheder hele tiden. Jeg savner os, dig og den jeg var med dig.

Jeg har lige læst dette på min venindes blog, og er simpelthen så enig, at jeg selv følte jeg var nødt til at poste det. Jeg håber det er ok, Grylle :-))).

Du dukkede frem i mine tanker, bare efter første sætning...

Don't say you love me..

I love you.
- Don't say that. Just don't, 'cause I'll believe it. We'll say all these cute things to each other,
and I'll go to bed smiling every night. We'll have those "I love you more-fights" - Then one day,
you'll wake up and decide that you don't love me anymore, just like that. You'll take it all back.
Don't tell me you won't, 'cause you will. Just like all the rest.

Hjemvendt fra fest..

Jeg er næsten lige kommet hjem fra indflytter-fest, hvor vi fik indviet min gamle bedste venindes lejligehed, hvilket var super hyggeligt. Desværre nåede jeg ikke rigtig at blive fuld. I hvert fald ikke noget der holdt vildt længe. Lige nu sidder jeg og børster tænder, nice to know, huh? Og overvejer lidt om jeg bare skulle sætte snuden mod min seng samt drømmeland? Har hende den søde i tankerne.. Ko-møg. Byeeeee.

Dedikeret til min søde veninde..

I've told you things, that I usually don't tell people. Things I'm ashamed to call a part of me. But there is something about you. Something that makes me wanna take out my heart at put it in your hands. Then you can either crush it or save it. Your choice. If you crush it, I will lock it away forever. If you save it, I will be yours until you crush it.

Grylle? Jeg er så glad for du er blevet en del af min hverdag, og når tiende klasse er slut, håber jeg at vi stadig har kontakt. Du er en af de bedste. Min lille skatterfis. ♥♥

Det var lige det eneste billede jeg kunne finde,
da Google ikke ville give mig et der var taget i regnvejr,
der kunne give fornemmelsen af vores tur, lol.

Er lige kommet hjem efter en kold og våd, men hyggelig scooter-tur til Loch Ness med en af mine bedste veninder. Jeg nyder dit selskab og jeg elsker at vi bare kan køre ud i ingenting, få os en smøg og enten snakke eller bare sidde og kigge. Det er så rart at jeg kan være mig selv med dig. ♥♥♥

Det er tirsdag, og skolen starter i dag, efter en alt for dejlig påskeferie. Jeg er ved at dø op af træthed. Men heldigvis møder jeg først 10:05 om tirsdagen, så det er meget rart. Men træt, det er jeg. Og jeg har allermest lyst til at blive i min seng, men man skal jo af sted, er der nogle der siger....

Det skal forestille et billede af forvirrede følelser..

Måske ikke lige det bedste billede, men det var det eneste Google ville give mig....

Jeg sidder nu her, en søndag aften, påskeferien er næsten slut, og jeg hører musik der får tankerne og følelserne til at gå helt amok. Hvorfor gør jeg altid det her mod mig selv? Jeg har en dejlig dag, og om aftenen formår jeg altid at smadre den med deprimerende musik. I hvert fald hvad folk ville kategorisere som deprimerende. Kærlighedssange. Ulykkelige kærlighedssange. Om drengen der ikke kan få pigen han vil have, og omvendt. Men jeg elsker dem. Der er altid noget i dem, jeg kan relatere til. Se mig selv i. Jeg elsker det. Musikken taler for mig, når jeg selv er løbet tør for ord.

- Vi startede ud med at blive rigtig tætte veninder og det hele gik forrygende. Du var det nogle vil kalde for bedste veninde. Du var den bedste, og jeg kunne simpelthen ikke undvære dig. Jeg kunne ikke gå en dag uden at se dig, skrive eller snakke med dig. Vi havde alt og vi delte alt. Men en dag i november var du, jeg og to andre veninder i biografen. Da vi sad og ventede på at salen blev åbnet, kunne jeg ikke undgå at tage mig selv i at kigge rigtig meget på dig, og jeg følte også du kiggede meget på mig. Det var bare som om der var et eller andet specielt. Men hvad? Jeg vidste det ikke. Vi skrev om det der om aftenen da filmen var slut. Jeg var sammen med en veninde og vi sad udenfor og fik en smøg. Jeg forklarede hende hvordan aftenen havde forløbet, og jeg kunne ikke lade være med at fælde en tåre. Hun kunne se på mig, at dette var noget anderledes. At det ikke var sådan jeg havde haft det før. At dette måtte være noget særligt. Noget ægte.

Hun havde ret. Det har hun ofte. Jeg er bare så dårlig til at lytte på hende. Lytte på folk, jeg ved der inderst inde har ret. Det må jeg lære.

Efterfølgende gik det endnu bedre mellem os. Hvad jeg troede var følelser viste sig langsomt at være følelser, også selvom jeg et eller andet sted kun frygtede det var en fase. Det var det ikke, og jeg ved ærlig talt ikke om jeg skal være glad for det eller ej. Et eller andet sted er jeg jo glad for at føle for dig som jeg gør, for det er rart, men et andet sted er det også bare hårdt og ulideligt fordi det ikke er gengældt. Det tror jeg i hvert fald ikke. Jeg ved det ikke. Du sender indimellem blandede signaler, og jeg har ofte svært ved at tyde om du mener dem eller ej. Et eller andet sted går jeg med ønsket om, at du en dag bliver forelsket i mig. Jeg vil så gerne have du er min. På et andet plan. Så jeg kan sige til folk at du er min. Vise dig frem, forstå mig ret. Jeg kunne skrive lange romaner om, hvor meget og hvad jeg føler for dig, hvor dejlig og alt det der, du er. Men jeg gør det ikke. Det er et eller andet sted for sært, for jeg kommer bare til at fremstå som en mega stalker så. Det føler jeg i hvert fald.

Jeg har også så mange ting jeg gerne vil fortælle dig. Spørge dig om. Men jeg tør ikke. Jeg tør simpelthen ikke. Jeg er bange for dine svar. Jeg er bange for at de ikke er hvad jeg forventer eller håber, og det tror jeg de er. Jeg kan ikke finde rette situation for at spørge dig, for jeg aner ikke hvornår jeg er klar til at spørge og klar til at få svar. Mit hoved eksploderer snart, og jeg aner ikke hvem jeg skal snakke med alt det her om. Jeg er bange for at folk ikke vil høre på mig. Ikke kan sætte sig ind i mit sted, og forstå mig. Jeg er bange.

Og så er der også hende der.. Min 'veninde' der har fået følelser for samme pige som jeg. Jeg kan ikke håndtere det. Jeg føler mig stukket i ryggen. Hun lægger ikke engang skjul på følelserne, selvom hun ved hvordan jeg har det med hende - og hvor længe jeg har haft det sådan! Dumme ko. Undskyld mit sprog, og undskyld for det næste, men: Indimellem har jeg lyst til at kaste en stol i hovedet på hende. Hov.

Jeg har svært ved at få sagt de ting til dig, jeg gerne vil ... Det er nok fordi jeg frygter dine reaktioner og dine svar. Jeg hader mig selv for ikke bare at kunne åbne kæften, i stedet for at bryde mit hoved med det. Men hvornår fanden er det rette tidspunkt? Hvornår kan jeg bedst håndtere svaret og situationen, og hvornår kan du? Når der er alkohol i blodet.. Når vi bare er os to? When and where!? Arh, fml.

12 år og snart 2 timer for sent på den...

Jeg vidste det var for godt til at være sandt. Jeg troede på dig. Det gjorde jeg virkelig. Du kiggede mig i øjnene og sagde at du nok skulle komme. At du glædede dig. Men hvor er du nu? I hvert fald ikke her som du sagde. Du sagde du var ked af du ikke havde set mere til mig. At du elskede mig. At vi skulle ses noget mere, og vi skulle lave det og det, men det var bare tomme ord? Jeg er så skuffet. Jeg er så ked af det. Det er en træls følelse jeg sidder med lige nu. Du fik chancen for at få mig ind i dit liv igen og omvendt, men du brændte den. Hvordan skulle jeg kunne give dig en chance til? Du kunne have ringet eller skrevet og sagt at du var forsinket, eller ikke kom .. Men intet har jeg hørt fra dig! Du vidste hvor meget mødet med dig betød, og alligevel gør du sådan her over for mig? Jeg håber du kan kigge dig selv i øjnene, for jeg kan ikke! Jeg har klaret godt 12 år uden dig, og jeg skal nok klare mig fremover. Nogle vil nok mene jeg overdriver alt for meget.. Men det synes jeg ikke selv! Hold nu fucking kæft, hvor er jeg skuffet...

Her sidder jeg - en onsdag aften, på min mors fødselsdag. All alone  på mit værelse og får mig en kold Mokai, mens jeg lytter til musikken og de tusinde tanker der flyver igennem mit hoved. Hvorfor? Starter alle mine tanker med lige nu. Jeg bliver sindssyg. Jeg mangler selskab. #Forever alone, that's me!

Livet som biseksuel....

Ja, nu er det snart 3 måneder siden, at jeg meldte ud til folkene omkring mig, at jeg er biseksuel. Jeg var bange i starten. Bange for at dem der stod mig aller tættest, ville tage afstand - ville vise mig ryggen. Men det gjorde de ikke. Ingen har vist mig ryggen, og det betyder alverden. Der var ingen grund til at frygte noget.
Jeg skal dog ikke lægge skjul på, at jeg har haft et godt øje til en af mine rigtig gode veninder, siden engang i november, og det har jeg stadig. Jeg er faktisk gået hen og blevet forelsket i hende. "Ej, hvor godt for dig!" ville nogle nok tænke, men nej. Det er ikke godt. Det er rent ud sagt forfærdeligt. Forfærdeligt hårdt. Det er jo ikke gengældt. Det tror jeg i hvert fald ikke. Hvis det er, er det slet ikke på samme plan. Det er jeg næsten sikker på! Men uanset hvad hende og jeg har, så er det noget specielt. Noget helt unikt. På få måneder, blev vi som bedste veninder. Vi grinte, fjollede og havde det godt sammen. Det har vi stadig. Vi putter, holder i hånd, etc. Det gør vi stadig. Uanset om der er noget i det fra hendes side, er det rart. Et eller andet sted gør det mig jo glad, netop fordi jeg har de følelser jeg har. Men igen. Vi gjorde det også inden, jeg fik følelser for hende, så..

Et eller andet sted vil jeg gerne få de følelser til at forsvinde, fordi jeg føler mig ... fastlås. Jeg kommer ingen vegne med det. Men igen: Et eller andet sted håber jeg vel også, at hun en dag føler for mig, som jeg føler hende? Der er bare noget der siger mig at det aldrig sker. Desværre.

Et eller andet sted sidder jeg her og føler mig ret venneløs. Ikke fordi jeg er det. Vil jeg da selv mene? Men bare det at.. Jeg har en del omkring mig, som jeg nyder selskabet med, men jeg ville bare ikke vide hvad jeg skulle foretage mig med dem alene. Kender du det? Det er sindsygt træls, for her sidder jeg, i det gode solskinsvejr og skriver en dum, kedelig og ligegyldig blog, fordi jeg ikke har andet at foretage mig. Jeg vil gerne lave noget. Jeg vil gerne til København. Det er også længe siden jeg har været der. Jeg savner det lidt. Den 'lange' togtur frem og tilbage, og bare det at vade rundt på strøget. Hm, måske er det fordi jeg selv er fra en ret lille og kedelig by. Jeg ved det ikke.
I need something to do!

Puha ad, hvor minder det meget om den by jeg bor i.

Gensyn efter godt 12 år...

Jeg har det mærkeligt. Det har været en mærkelig dag. Men en god dag. Uden tvivl. Dagen startede med at jeg plejede mine små tømmermænd med lidt musik og Facebook, i det øjeblik jeg bliver ringet op af min mors moster, der spørger om jeg vil med til Asnæs og besøge 'fætter' Martin og dem. Jeg var ikke sikker på jeg var vågen. Det var for godt til at være sandt. Jeg kunne ikke få sagt ja hurtigt nok, da det gik op for mig at jeg lignede noget der var kørt over tredive gange, så jeg måtte skynde mig i bad, og få gjort mig klar inden hun kom og hentede mig. Jeg for rundt i huset som en flue i en flaske. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var spændt og sindsygt nervøs på samme tid. Vi kom derop og snakkede lidt. Snakkede om dengang jeg var lille. Dengang de var en del af mit liv. En del af vores. Det var mærkeligt, for jeg var jo en lille lort dengang, og meget af det de fortalte kunne jeg slet ikke huske, men det var godt. Det var godt at se Martin igen. Jeg har savnet ham, det har jeg virkelig. Meget kærlighed til dig. Jeg håber vi kan ses noget mere i fremtiden. ♥♥

Min lørdag aften....