I kissed a girl thursday night.. And ofc. I liked it! She's a pretty good kisser, trololo! :-))).

Dumme måger. Klokken er fem, mine to piger sover, og de der måger holder mig vågen, øv. Godnat, blogger.

Dimission..

Ja, så sidder jeg her. Klokken er 17:01 og jeg har allerede tøjet på. Det starter først klokken 19:00 men så er jeg da klar. Eller næsten. Jeg skal spise om lidt, og jeg venter stadig på at min "søster" kommer over og ordner mit hår og make-up.. Hvis hun da kommer som lovet? :-S.

Jeg har været til jobsamtale i dag, og guess what? Jeg fik det! Endelig skal jeg igang med at tjene penge igen, efter jeg har stået uden fritidsjob siden marts måned. Jeg har første dag i morgen, og jeg glæder mig!

Jeg fik en klump i halsen da jeg så dig igår. Du var så smuk. Jeg havde ikke set dig siden den fredag, og det føltes faktisk som et helt år. Jeg havde lyst til at sige hej til dig, men det var som om det ikke ville frem. Mit hjerte ville gerne, men min hjerne mindede mig om hvad der var sket - De var ikke på talefod. Det var de heller ikke i løbet af aftenen. De havde deres kampe, og kun få gange overvandt mit hjerte min hjerne. Jeg ved ikke om man ligefrem kan sige at jeg blev forelsket igen, men jeg blev i hvert fald ret betaget, hvis man kan sige det sådan. Vi fik øjenkontakt på et tidspunkt, og der gik det op for mig, hvor store og smukke brune øjne du egentlig har. Hvor længe det egentlig er siden jeg har kigget ind i dem og rent faktisk følt andet end vrede/had. Jeg ved at jeg sagde til mig selv og de andre at jeg glædede mig til at du gik, men det var jo egentlig i bund og grund kun fordi jeg ikke brød mig om hele situationen. Det var akavet.

Jeg ligger her en helt almindelig mandag. Jeg har sommerferie og vejret er ikke ligefrem det bedste. Jeg har intet at foretage mig. Sådan er det jo altid. Jeg ligger bare her, og endnu engang prøver jeg at blogge noget folk gider at læse. Noget de kan sætte sig ind i - Noget hvor de kan se sig selv i situationen, hvis du forstår. Jeg prøver ihærdigt at sætte ord på de tanker og følelser der går igennem min krop, men det er bare som om jeg ikke ved hvordan, eller hvilke ord jeg skal bruge. Jeg søger og søger, men uden held. Jeg gentager mig alt for meget i mine blogs. Har jeg virkelig ikke mere indhold i livet? Tilsynladende ikke. Øv, det er trist at være mig. Eller nej. Nogle gange har jeg vidst bare mere ondt af mig selv, end jeg egentlig burde. Sådan har de fleste det nok. Men ærligt. Jeg har de sødeste piger omkring mig, nogle jeg ikke vil undvære. Jeg har en dejlig familie. Eller lige ud over min far. Den historie kan I få en anden gang, hvis det er. Men jeg har det jo godt. Det er egentlig længe siden, jeg har haft en ordentlig grund til at være virkelig nede. Måske har jeg bare endelig lært, at jeg ikke skal lade små ting slå mig ud. Jeg har været nede i det store, dybe og sort hul så mange gange før, og nu er det efterhånden dækket så meget til, at der skal meget til før jeg falder igennem og ned igen. Ja, jeg har mine up and downs, men ikke værre end så mange andre. Vi danskere burde slet ikke have lov til at beklage os så meget som vi gør. Vi opfører os som om verden er ved at gå under, hvis vi ikke må få den bluse, vi kiggede forleden, eller hvis vi ikke må blive ude en time længere. Vi burde lære at se ud over vores egen næsetip, og se hvad der egentlig foregår i verdenen omkring os. Vi er nogle af de mest privilligerede mennesker på hele jorden, og vi sætter ikke engang pris på det. Vi er noget så utaknemmelige og vi søger altid efter noget bedre. Hvad vi har, er aldrig godt nok. Det er til at brække sig over. Ja, jeg er da heller ikke altid lige god selv, men i det mindste indrømmer jeg dette. Det burde alle gøre.

Denne blog tog en mærkelig drejning må jeg indrømme. Tingene heri har ikke den vildeste sammenhæng, men sådan går det, når jeg, theunknownalterego bare får lov til at blogge løs, om lige hvad det passer mig!

Sidder på resturant med de søde piger!

Så, nu har jeg hentet app'n, så jeg kan blogge via min nye iPhone! Nu kommer I helt sikkert til at høre mere fra mig! Fortsat god Sankt Hans :-).

Hm, jeg tror at jeg for én gangs skyld, efter 100 år, vil jeg blogge sådan for alvor. Gå helt i dybten omkring hvad jeg tænker og føler. Jeg trænger til det et eller andet sted, men jeg er også bare noget til et punkt, hvor jeg ikke ved hvordan jeg skal få sat ord på de ting jeg tænker og føler. Det er træls. Der er sket rigtig mange ting på det sidste, gode som dårlige. Der var den dag, min gode veninde Gry og jeg tog i Parken, fordi der var fest. Vi ville egentlig bare lige forbi og kigge hvordan det stod til, da vi havde sagt til os selv og hinanden, at vi ikke ville drikke. Det gjorde vi heller ikke. Eller jo, vi smagte en lille smule hist og her, og Gry gik måske hen og blev lidt påvirket sidst på aftenen. Men imellem skete der noget helt surrealistisk, for min ellers rigtig gode veninde, og egentlig min forelskelse gik helt amok. Alkolholen var for alvor trådt til og hjernen slog klik. Hun gik helt amok og ville slås med alt og alle. Jeg trak fat i hende og prøvede at få hende til at falde ned, men det lykkedes ikke. Jeg måtte tage mod diverse slag, blive presset op i et hjørnet, at blive truet og samt skubbet fra mindst tre meter, lige ind i en væg. Det var ét stort kaos, bogstaveligt talt. Jeg har ikke snakket med hende siden, og det er efterhånden ved at være noget tid siden. Jeg sagde jeg havde brug for tid væk, da jeg ikke ville acceptere den opførelse og behandling jeg fik der. Jeg tror ikke helt at hun egentlig forstår, hvor meget hun sårede mig. Alt det hun sagde og gjorde, var bare på ingen måde acceptabelt, men sket er sket. Men for at det hele ikke skal være negativt og trist, så vil jeg da også lige komme ind på nogle af de positive ting der er sket for mig på det sidste. Jeg har efterfølgende haft det rigtig godt med mine andre piger, og som altid, har jeg haft det fantastisk sammen med min søde Gry. Jeg er jo næsten lige fyldt sytten, faktisk for tre dage siden, og jeg havde en dejlig dag, på trods af, min mormor ikke var til stede. Jeg manglede hende, men som jeg skrev i min tidligere blog, kaldte Gud hans bedste og smukkeste engel tilbage alt for tidligt.  Som man altid siger "Hun er et bedre sted" Måske, men jeg ville ønske hun var her, ingen tvivl. Jeg brugte det meste af dagen hjemme, så tog jeg op til en veninde, hvor vi hyggede, lavede lidt mad og så kørte jeg igen, og mødtes med Gry. Vi tog på stranden og var der i ca. tre timer, hvor vi gik fra at sidde på bænken og snakke, til at gå ned til vandet og kaste med sten og snakke lidt om eksaminer, og så brugte vi omkring to-tre timer på at sidde på badebroen og snakke om alt mellem himmel og jord. Bogstaveligt talt. Vi snakkede om min dag. Hver vores fortid, nutid, fremtid. Vi snakkede om ånder/spøgelser og om folk vi har mistet. Vi fældede begge to en tårer eller to, som vi sad der og snakkede om alting. Hun er virkelig den eneste jeg kan have så dybe samtaler med. Hun kender mig så godt, og bedre end nogen anden. Både på godt og ondt. Hm. Nå ja. Jeg har afsluttet alle mine eksaminer.. De er dog ikke gået alt for godt, men sådan er det jo nogle gange! Men nu kan jeg da endelig sige: JEG HAR SOMMERFERIE! Wuhu. Eller, der er ikke en fis at lave! Jeg har dimissionsfest på torsdag, så der er det for alvor slut i 10. Det er nu ret trist. Jeg kunne godt lide at gå der. Sammenholdet mellem folkene, det hele. Jeg har svært ved at fatte at det snart er slut, og det har været et dejligt år! Selvom der har været en del nedture, men der har så sandelig også været mange opture, takket være mine søde piger og drenge, jeg har haft ved min side! Nu gælder det HF efter sommerferien.. Er spændt på det! Jeg kunne skrive mere endnu, men frygter at dette allerede er lidt forvirrende skrevet, så jeg vil bare runde af med at sige, at jeg forhåbentlig kommer til at blogge meget mere frem over! Og.. God sommer! :-).

Jeg tror ikke jeg kunne ønske mig nogen bedre afslutning på min 17 års fødselsdag igår. At sidde og snakke i tre timer om alt mellem himmel og jord, med en person der betyder SÅ utrolig meget for mig, har været så rart. At få snakket om de ting vi gjorde. At smile, fjolle, hygge og næsten græde. Det var fantastisk. Du er en person, jeg bestemt ikke kan og vil undvære. Du har lært mig så meget og stadig gør det. Du har støttet mig igennem alt. Fortalt og hjulpet mig frem til en løsning, når jeg har stået helt fortabt. Grebet mig, før jeg ramte jorden. Du gør så meget for mig, og jeg er så evig taknemmelig. Der er bare noget over dig, der fra start har vist mig, at du var noget speciel - At vores venskab ville være noget specielt, noget anderledes. Det er du og det i den grad. Jeg har så mange tanker og følelser, jeg så gerne vil have sagt og skrevet ned, men jeg kan ikke sætte ord på det. Jeg er så glad for, at jeg har fået chancen for at lære dig at kende, og komme tæt på dig. Du er en stjerne. Det er utroligt, hvor meget jeg er villig til at gøre og ofre for dig. Jeg sætter dig før mig selv, og jeg føler altid en hvis trang til at passe på dig og tage mig af dig, selvom jeg ved at du er stærk nok til at klare det selv. Jeg kan ikke klare at se dig have det skidt, det skærer mig indeni. Alt jeg ønsker er at se dig smile, være glad og have det godt. Jeg håber du ved, at jeg altid står her, uanset tidspunkt og årsag. Du er en af de bedste. Virkelig. Du er den jeg kan fjolle og være useriøs med - have samtaler om alt muligt fuldstændigt latterligt, men når alt kommer til alt, så er du også den, jeg har de allerdybeste samtaler med. Du er én af de utrolig få, der kender mig så godt og jeg lader komme tæt på. Du får lov til at komme helt ind under huden. Nogle gange kender du mig bedre end jeg selv gør. Vi har kun kendt hinanden i snart et år, men vores forhold til hinanden er som, har vi kendt hinanden meget længere. Jeg vil bare runde af med at sige, at du betyder så ufattelig meget for mig, og jeg elsker dig utrolig højt! Jeg håber du kommer til at stå ved min side til det sidste. ♥♥


____________________________________________________________________________________________


Jeg tænkte meget på dig igår. Jeg tænker altid på dig, men især igår. Som sagt var det min fødselsdag. Det var endnu en fødselsdag uden jer, mormor, farmor og farfar. Men det der gjorde mest ondt, var at du ikke var her, mormor. Jeg havde et andet og meget stærkere bånd til dig, end jeg havde til farmor og farfar, og det skar mig indeni, at jeg vidste mor ikke ville sige hun kørte hjem til dig, for at hente dig, at du ikke kom ind på mit værelse og ønskede mig tillykke med fødselsdagen, at du ikke ville ringe til mig. Jeg kommer aldrig til at høre din stemme igen. Mærke dit nærvær eller noget som helst. Det er væk. Ligesom du. Selv snart fire år efter, sidder jeg med en klump i halsen og tårer i øjnene, når jeg skriver dette, eller bare tænker på dig. Jeg har stadig ikke forstået det. Gud kaldte sin smukkeste og bedste engel tilbage alt for tidligt, men han havde vel brug for dig. Men så har vi? Der var ingen der regnede med, at du ikke ville vende hjem fra det sygehus besøg, ikke engang dig selv! Du pakkede selv din taske og ringede til dem! Du troede du skulle hjem igen, men sådan blev det ikke. Jeg ved, at man ikke 'må' sige det, men jeg forbander Gud for at have taget dig fra mig, fra os. Du var min diamant. Du og mor er de to damer i mit liv, der betyder allermest. Der er bare så mange ting jeg så gerne vil dele med dig, fortælle, vise og opleve med dig. Jeg savner dig og alt vi lavede sammen, om det så bare var at sidde og se fjernsyn. Men det var rart, fordi det netop var dig jeg gjorde det med. Du satte altid andre før dig selv, og i sidste ende, tror jeg at du mere eller mindre glemte dig selv. Mit savn til dig er så stort, at jeg sommetider tvivler på, om jeg nogensinde accepterer at du ikke længere er her, og ikke kommer igen, for det er jo det jeg ønsker allermest! Jeg håber stadig på, at min telefon en dag ringer og der står "Momse" på skærmen, at du fortæller, at du bare havde brug for noget tid væk, men nu er kommet tilbage for at blive. I hvert fald i mange år endnu. Jeg kan ikke undgå at sidde og begynde at græde og hulke, når jeg skriver dette. Jeg ved at du sidder og kigger med for oven og holder en hånd over os alle sammen, men jeg ville nu ønske du var her, og holdt mig i hånden. Intet er det samme uden dig. Fødselsdage, jul og andre begivenheder. Du mangler. Det kan tydeligt mærkes. Ikke kun på mig, men på os alle. Vi savner dig meget. I hjertet gemt, men aldrig glemt! Jeg elsker dig!

JEG HAR FUCKING FØDSELSDAG!

Haps, jeg har det godt! Jeg har lært en rigtig sød pige at kende, yay. Jeg skal til matematik eksamen i dag, øv.. Men heldigvis skal jeg til KBH bagefter, og se min elskede mand, Rasmus Thude, yay igen! :-).

Jeg føler lidt, at jeg er kommet ind i den periode, hvor jeg klister et smil på mine læber, kun for at folk ikke skal se der er noget galt. Men skal jeg være ærlig, så ved jeg heller ikke hvad det er, men noget trykker mig bare så meget! Jeg føler, at du er den eneste, der virkelig kan få mig til at smile, et ægte smil! Der er bare noget over dig, der gør, at uanset hvor langt nede mit humør er, så lyser jeg helt op, når jeg ser dig - Måske er det derfor jeg er så desperat for at være sammen med dig hele tiden, men selvfølgelig også fordi du er så dejlig som du er! At du altid er der for mig, er noget af det bedste. Du ved altid lige hvad du skal sige og gøre, om det så er alt eller intet, så virker det! Jeg ved ikke hvad det er du gør, men hvad end du gør, så gør du det forbandet godt! - Mon ikke, du selv kan gætte, at det er dig jeg skriver om, hvis/når du læser dette?

Åh Gud, hvor er det dog længe siden jeg har blogget! Jeg har egentlig flere gange haft lyst og brug for det, men jeg har ikke kunne tage mig sammen. Jeg har læseferie og jeg stresser mig selv.. På trods af jeg ikke laver en skid. Jeg burde forberede mig, for mine mundtlige eksaminer er lige om hjørnet.. Det er bare som om jeg ikke kan. Jeg kan ikke overskue det. Jeg vil bare gerne have ferie og more mig med folkene omkring mig. Suk, jeg har det hårdt. Jeg føler at eksaminerne er ligegyldige, for jeg kan alligevel ikke gøre det godt nok. Alle omkring mig har fået 12, 10 eller 7, i hvert fald størstedelen. Mit syn på alle sammen, kommer til at ligge på 02-4, og det er skidt at se sådan på det, men sådan er det bare. Jeg kan ikke orke det.

Jeg har faktisk en del ting at fortælle, det må bare blive en anden gang, for lige nu .. Kan jeg ikke orke det. Jeg orker ingenting lige for tiden. Eller jo. Jeg vil ud og opleve noget. Jeg kan ikke klare bare at være herhjemme og skulle forberede mig.. Det er sjovt, at jeg lige pludselig er typen der bare vil lave noget hele tiden, når jeg for ikke så længe siden, meget hellere ville ligge i min seng og lave absolut ingenting hele dagen.. Men ok, det er hvad jeg har gjort det sidste stykke tid, nu er det vel ved at være opbrugt! Vi ses en anden dag, blogspot :-).

Jeg har læseferie og jeg stresser mig selv for sygt, uden at vide hvorfor. Der er tid endnu. Måske føler jeg bare, at hvis jeg ikke snart kan se en ende på mine forberedelser, så går det skidt? Hm. Jeg glæder mig bare til d. 21 juni, 11:15! Så kan jeg sige at jeg har sommerferie! :-D.

Året der gik..

Skolen er slut. Læseferien/sommerferien er lige startet. Jeg skal til min første eksamen om 11 dage, og jeg er overhovedet ikke begyndt. Det er knap så godt! Og HF til næste år, hvor nogle af de bedste følger mig!

Men året der gik .. Niende klasse skulle til at slutte, og det var nu op til mig, min lærer, forældre og UU-vejleder, til at finde ud af hvad jeg skulle efterfølgende. Jeg fik grøn lys til gymnasiet, eller hvad jeg ville. Men jeg følte mig ikke klar. Jeg følte at jeg bare sprang ud i noget, uden grund, så det blev tiende, og aldrig har jeg været så glad for en beslutning jeg selv har taget. Jeg vidste mange af mine nuværende venner også skulle derop. Det kunne kun blive godt. Som sommeren gik, begyndte det så snart at gå op for mig, at nu skulle jeg kastets ud i noget nyt. Jeg var bange, men jeg glædede mig. Dagen kom, hvor vi skulle på intro-tur. Jeg holdt mig sammen med pigerne jeg kendte, og så alligevel ikke. Der var en enkel, jeg engang havde gået i klasse med, men ikke snakket med siden. Hun var der. Vi faldt i snak med hende, og nogle af hendes veninder, da vi sad ude i det gode vejr og spiste frokost. Ikke nok med det, så stødte jeg på en pige, der fangede min opmærksomhed med det samme. En jeg skulle gå i klasse med. Hun var så smuk, så betagene og havde det sødeste smil, latter og stemme.. Jeg var nødt til at lære hende at kende. Vi skulle lave nogle forskellige lege klassevis.. Jeg glemmer ikke den med rebet. Hele klassen skulle dele sig ud på et reb, og så skulle vi binde en sløjfe uden at slippe rebet. Det var satme svært. Tilbage til hende. Vi snakkede godt. Vi snakkede alle dagene. Vi snakkede lidt som om vi havde mødtes før, men nej. Lige siden den dag vidste jeg, at gav jeg slip på hende, ville det være som at skyde sig selv i foden.
Som tiden gik, og vi kom tilbage på skolen og året langsomt startede, fik vi hurtigt skabt en pigegruppe, der havde det alt for godt sammen. Vi grinte og fjollede, lavede alt andet end det vi skulle. Vi sagde alle, at dette skulle vare ved. At når vi stoppede her, ville vi alle have sixpack af at grine så meget. Det forsvandt. Det blev til tomme ord. Folk fandt langsomt dem de klikkede bedst med. Det gør alle vel? Men jeg brød mig ikke om det. Jeg kunne godt lide det vi alle havde. Jeg var jo en del af det. Noget jeg ikke er vant til.. Jeg kunne se os glide fra hinanden. Jeg kunne se jer finde hinanden. Finde dem I klikkede med. Jeg var bange. Bange for at skulle stå tilbage alene, uden en af jer ville finde mig.
I løbet af året er der sket meget. Folk er gledet fra hinanden. Der har været opture lige såvel som der har været nedture. Alting noget man ikke kan undgå. Jeg har haft den bedste klasse. Jeg har haft det så godt med alle sammen, synes jeg selv. Jeg er ked af at vi ikke har et år til sammen. Det ville være rart. Det bånd der har været i klassen, har været så meget stærkere og anderledes, end i de andre klasser.
Jeg slutter af nu, for dette blev ikke skrevet som jeg ønskede, eller hvad jeg ønskede, og mest fordi jeg også har glemt hvad jeg mere ville skrive.. Jeg har kun én ting at sige: KTC - I hjertet gemt, men aldrig glemt. <3