Hvad foregår der? Hvad er det ærlig talt at der foregår? Jeg føler mig udskiftet. Jeg føler ikke længere jeg hører til. Jeg ved ikke længere hvem jeg skal gå til, eller hvem jeg skal bruge tid med? Det er som om at jeg ikke længere er velkommen. Som om at jeg har gjort noget galt, men hvad har jeg ingen idé om, hvilket er det værste? Og hvad sker der? Du fortæller mig ingenting mere. Det er som om vi glider langsomt fra hinanden, og det giver mig tårer i øjnene, for det er noget af det sidste jeg ønsker. Det er det virkelig. Det er bare som om at du er blevet træt af mig her på det sidste. Fuck, jeg er jo den vildeste whiner, oh God. Får stress af mig selv. Men forfanden ... HVORFOR SKAL JEG HAVE DET SÅ RINGE HER? Jeg er træt af den lorte fucking facade. Hvorfor er der dog ingen der kan se igennem den?

Jeg synes at du er lidt sød. Lidt sødere end de fleste, måske. Du får mig til at smile. Hele tiden. Kan dårligt undgå at smile, bare når du kigger på mig. Hvad sker der lige her? Jeg drager forhastede konklusioner, ja, jeg gør. Du er bare sød. Meget sød. Det er hvad det er.

Jeg havde aldrig troet at lige netop vi to ville ende her. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive ked af det og rent faktisk græde. Jeg havde aldrig troede at jeg ville nå til et punkt, hvor jeg faktisk gik hen og sårede dig. Jeg har altid sagt til mig selv, at jeg aldrig ville såre dig. At det ville være for stor en smerte. Og nu har jeg gjort det? Jeg ved at jeg kunne have gjort noget der var værre, men dette er nok for mig. Især når det gælder dig. Du er min lille engel. Du har taget mig med storm, væltet mig om kuld, grebet og hjulpet mig hver eneste gang. Du har altid formået at holde mit humør oppe. Vi har altid kunne snakke om alt og intet, lave ingenting - bare sidde og nyde hinandens selskab. Jeg sidder og får helt ondt indeni, ved tanken om det. Jeg havde aldrig troet at jeg ville få dig til at føle dig dårlig tilpas. Det havde jeg aldrig ønsket. Måske har jeg bare været for egoistisk - Kun tænkt på mig selv, og hvad der ville gavne mig - Det hele gik måske for stærkt, selv til mig. Så stærkt at jeg næsten glemte dig i farten. Det trækker tårer frem. Du og andre vil sikkert mene at jeg overreagerer, men det er på ingen måde en rar følelse jeg sidder med lige nu. Men okay, jeg er selv skyld i den. Vi har ikke haft et eneste skænderi, været uvenner eller noget som helst, i den tid vi har kendt hinanden .. Og .. Nu den her lille ting? Åh, hvor er jeg forbandet dårlig til at formulere mig lige nu.. Jeg har bare så meget indeni, der gerne vil ud. Så meget jeg gerne vil sige til dig, men jeg kan ikke.. Det sidder fast. Du skal bare vide: Jeg er ked af det. Jeg er ked af at jeg har fået dig til at føle som du har. Jeg er ked af at jeg ikke selv har kunne se det.

Åha, jeg har haft en dejlig dag i dag! For det første skulle jeg først møde i skole kl. 9:10 i dag, og efter skole kørte jeg og to veninder til Slagelse og tog på McD og derefter i Bilka. Så kørte vi hjem og tog til Zumba, og nu ligger jeg her. Det er så rart, og de to damer skal klart have et kæmpe tak for så dejlig, hyggelig og ikke mindst utrolig sjov dag! :-))))).

Jeg burde sove. Jeg skal op i morgen. Skolen kalder. Men mit hoved er bare fyldt med tanker. Jeg har det så skidt for tiden. Hvorfor er der ingen der kan se det på mig? Hvorfor er der ingen der kan se bag facaden?

Sandheden er: Alle kommer til at såre dig - spørgsmålet er bare, hvem der er smerten værd.

Sidder lige nu og har kemi. Jeg fatter brik .... Min hjerne er ved at smelte!

Jeg håber at dette ikke er som jeg tror. Det er som om at jeg får en hvis kriller i maven, når jeg tænker på dig. This. Must. Not. Happen.

Hm, så blev det søndag endnu engang. Mit humør er sært for tiden. Jeg er glad det ene øjeblik, og det næste er jeg sur og tvær, og snerrer af alt og alle.... Og så græder jeg. Uden grund. Fuck. Jeg hader det.

Jeg sidder nu pt i parken ved skolen og kigger på resten af 1.g'er og 1.hf'erne gør sig klar til at øve introdans. Jeg har valgt at sidde over, hvilket jeg heldigvis også har fået lov til.. Solen varmer rart, bare ærgerligt at det blæser sådan :-(.

Her kommer der lige et lille ligegyldigt indlæg. Jeg sidder pt i lokale 5 og har kemi med den sødeste klasse. Sidder i mellem de to søde piger og laver absolut ingenting, hov. Jeg skal til put-put-putteparty på skolen i aften, yay! Men først skal der danses foran skolen med klassen og alle de andre, øv. Og efter skole skal skatten og jeg ud og handle slik og snacks ind, samt have gjort anlæg og andet klart til førfesten. Hav det godt!

Jeg savner dig. Jeg savner dig. Jeg savner dig. Jeg savner dig. JEG SAVNER DIG! Jeg kan ikke sige, skrive, græde eller tænke det nok! Jeg savner dig så meget at det gør helt ondt indeni. Jeg savner dig så meget, at jeg ikke kan lade være med at græde. Jeg savner dig så meget, at jeg får svært ved at trække vejret. At en person kunne komme til at betyde så meget for en, forstår jeg stadig ikke. Jeg har det som om, at du var den eneste i min verden. Selv fire år efter, ligger jeg i min seng og græder over dig. Græder over mit savn til dig. Over at jeg aldrig skal se dig igen, eller høre din beroligende stemme eller dejlige grin. At jeg aldrig mere skal putte i din seng om aftenen, gå ud og hente skåle, skeer og jeg ved ikke hvad, til at tage med ud i bruseren, så jeg kunne lege jeg lavede mad. At jeg aldrig mere skal bruge min weekend hos dig. Lave puslespil, spille kort, se fjernsyn, handle ind, gå til frisøren, spise is og din gode mad .. Jeg skal aldrig nogen sinde mærke dine arme omkring mig igen. Aldrig høre dig sige, at du elsker mig, og det hele nok skal gå. Du fik aldrig set mig i kirken til min konfirmation. Du skal ikke se mig modtage min hue om to år, når jeg er færdig med HF. Jeg skal aldrig nogen sinde, fortælle dig hvor højt jeg elsker dig. Fortælle dig hvordan det går, både godt og skidt. Alt det jeg har været igennem, og stadig går igennem. Der er så meget jeg så gerne vil vise og fortælle dig, men det er noget jeg aldrig får chancen for. Når jeg står her, den dag i dag, forstår jeg ikke, at jeg ikke besøgte dig noget mere. Men jeg blev ældre, og det var ikke det samme. Det er en af de ting, jeg fortryder allermest.

Men der er noget jeg husker, som var det igår. Jeg husker, at du ringede til mig om aftenen, for at sige godnat, ligesom du plejede. Du sluttede samtalen af med "jeg elsker dig", og da jeg vågnede næste morgen, kunne jeg høre min mor sad i køkkenet og græd, og mine forældre der snakkede. Jeg håbede det bare var en ond drøm. Jeg stod op, og satte mig ud i køkkenet for at spise. Min mor kunne ikke kigge på mig, og før nogen af dem fik sagt noget, brød jeg ud i gråd, hvorefter de fortalte mig, at du var død. Jeg kunne ikke tro mine egne øre. Jeg så hele min verden ramle sammen for øjnene af mig. Som tiden gik, blev det bestemt ikke nemmere. Støtten jeg manglede fra venner og veninder fik jeg ikke på daværende tidspunkt. Jeg fik blot af vide, at jeg ikke stadig kunne være ked af det, og at jeg burde tage mig sammen. Det var som en kniv i hjertet. Jeg savnede dig, det hele gjorde alt for ondt, og jeg manglede blot en til at hjælpe mig - Jeg savner dig stadig, og det hele gør stadig alt for ondt. Jeg husker, da mor, Kenneth og jeg tog ind for at sige farvel til dig. Da vi stod ude for døren og lægen lukkede os ind i kapellet, var der hyggeligt, på en underlig måde. Et par hylder på væggene med stearinlys, en seng i midten med dig på. Der lå du, helt stille og kold. Jeg husker, at det nok ikke rigtigt var gået op for mig, at jeg stod der og kiggede på dig. Jeg græd ikke. Jeg håbede blot på at du bare sov, og om lidt ville vågne og kiggede på os. Men det gjorde du ikke. Du bevægede dig ikke. Du trak ikke vejret. Du lå bare der med lukkede øjne og så helt fredfyldt ud. Kenneth stod bare og kiggede på dit ansigt. Ingen af os sagde noget. Jeg betragtede ham. Han kiggede på dig, det var som om at vi tænkte det samme: At du ville vågne op om lidt. Jeg kiggede hen på mor, og hun græd, og i samme sekund brød jeg ud i gråd. Efter noget tid gik vi ud derfra. På vej ud fra det lille rum, opdagede jeg en stol ved siden af døren. Din taske stod der. Du havde jo selv pakket den, og ringet til ambulancen, fordi du regnede med at du kom hjem igen - Det gjorde du bare ikke. Den dag i dag, undrer jeg mig stadig over, hvad der er blevet af tasken, og hvorfor vi dog ikke fik den med hjem?
Hele turen hjem sad jeg i bilen og græd. Mor og Kenneth ville køre op og kigge i din lejlighed, men jeg kunne ikke tage med. Det gjorde for ondt. Da jeg blev sat af, bestilte jeg ikke andet end at græde. Græde til jeg til sidst ikke indeholdt mere, eller kunne trække vejret. Aldrig har jeg grædt så meget. Jeg savner dig. Jeg tænker på dig hver eneste dag. Jeg ønsker dig stadig godnat, og siger hver aften for mig selv "Godnat, momse. Jeg savner og elsker dig. Jeg ved du kigger med foroven." - Intet beskriver mit savn.