Hm. Det går egentlig som det plejer. Der er intet nyt der. I det ene øjeblik er humøret helt i top, i det næste er det helt i bund. I det ene øjeblik føler jeg mig en del af de andre, andre gange føler jeg mig ene og alene. Men hvorfor kan jeg ikke bare snart indse, at tingene ikke altid er det samme? At det ikke altid kan gå efter mit hoved, selvom jeg gerne vil have det?


Jeg har en, der kan få mig til at glemme alt det dårlige og negative for en stund, når hun kigger på mig. Hun kigger på mig som om det hele nok skal gå. Og jeg tror hende. Hvorfor skulle jeg ikke det? Hvorfor skulle hendes blik lyve? Jeg ved jo at hun vil være der til at hjælpe mig, hvis det skulle gå helt galt. - Hun har det der glimt i øjet. Hun er en, hvis smil giver mig varme i kroppen og en kilden helt ud i fingrespidserne. En, hvis kram er det bedste. Det er et af de der ordentlige lange kram. Et af dem der gør, at man ikke har lyst til at give slip igen. Jeg har ikke lyst til at give slip på hende igen, når først vi krammer.

Hun er en, hvis personlighed er det absolut bedste - og jeg ser nye sider af hende hver eneste dag, der blot gør at jeg kommer til at holde mere og mere af hende. Jeg er ikke forelsket. Det er jeg ikke. Jeg er betaget. Jeg er glad. Hun gør mig glad. Glad sådan inderligt. Hun giver mig en glæde jeg har savnet. En glæde jeg har manglet og er glad for at have fået igen.

Det lyder måske dumt, men sådan er det nu alligevel engang.