Jeg ved ikke hvad det er med dig, men jeg er utrolig fascineret af dig. Det er som om at når vi får øjenkontakt, har jeg slet ikke lyst til at flytte blikket. Jeg kan ikke stå for dit smil, og slet ikke for din fantastisk søde latter.

Jeg har haft det blandet de sidste par dage, ligesom altid. I weekenden var der Multival og jeg hyggede mig virkelig med alle mine søde piger. Jeg var til min første mundtlige eksamen i dag, og på trods af, at jeg ikke rigtig kunne det jeg skulle snakke om, ud fra min synopsis, og jeg trak en rapport jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige om, så synes jeg alligevel at det er ret godt klaret, at jeg formåede at få et 7-tal! Jeg skal aldrig mere have biologi, kemi eller naturgeografi. I'm so happy! Så er det bare skriftlig matematik på fredag, musik d. 12 og sidst men ikke mindst, mundtlig matematik d. 17 og så er der sommerferie til mig!!!


Ikke nok med det, så har jeg fandeme også fødselsdag om 22 dage! Kan ikke fatte, at der er så kort tid til at jeg fylder 18! Jeg glæder mig ufattelig meget. Ikke mindst til når jeg skal holde fødselsdag! Wuhu.



Jeg ligger bare her i mørket. Jeg ligger bare og hører musik. Jeg ligger bare og føler mig helt tom. Tom for ord, følelser og tanker. Tom for alting. Dog formår jeg alligevel at græde.

Jeg har ikke foretaget mig noget i dag. Jeg har bare ligget i min seng. Ligget og kigget. Ligget og hørt musik. Ligget og følt mig ene og alene. Jeg savner virkelig, at lave noget. Jeg savner, at have planer. Jeg savner, at jeg rent faktisk har nogle at være sammen med. Nogle gange, forstår jeg heller ikke, hvorfor jeg overhovedet har en telefon, FB eller noget andet, hvor folk kan komme i kontakt med mig, når jeg aldrig bliver kontaktet. Virkelig. Det sker aldrig. Ikke medmindre jeg kontakter først. Altså. Det gør bare ikke alt det her lort bedre, vel. Det får mig bare til at føle mig så lille og lorte fucking ligegyldig. Som om jeg ikke er god nok.

Jeg er en stor whiner, omg.

FORHELVED FUCKING PIS LORT MØGFIT SPASSER!!!!!

Jeg ved ikke, hvad det er der foregår, men jeg kan ikke lide at have det sådan her. Jeg kan ikke lide at være ked af det hele tiden, og skulle skjule det bag et smil. Jeg kan ikke holde det ud. Jeg kan ikke holde til mere. Jeg prøver altid at være stærk og glemme mine egne kæmpe, og i stedet kæmpe andres kampe. Men jeg kan det ikke mere. Jeg kan ikke rumme det længere. Der er blevet smidt så meget op i bunken hele tiden, at jeg ikke længere ved, hvad der egentlig er galt. Måske er det også derfor, at jeg bare siger at jeg har det fint, når folk spørger hvordan jeg har det?

Jeg er virkelig opbrugt. Jeg kan ikke mere. Jeg er træt af at græde. Træt af at have det dårligt. Træt af at være mig. Jeg er træt af at føle mig ene og alene om alting. Jeg er træt af at hjælpe andre, uden at få noget igen. Jeg lyder så pisse utaknemmelig, men sådan har jeg det.

Jeg er pisse træt af følelser. Træt af, at jeg konstant bliver ved at ødelægge mig selv med det lort. Jeg er træt af, at min hjerne hele tiden skal fortælle mig, at jeg synes lidt bedre om den person, end hvad jeg egentlig gør. Det er fandeme da som om, at jeg ikke længere kan udvikle venskaber til folk, uden min hjerne bare siger "OMG, h*n er fantastisk og må bare være din!" - Ja, min ven/inde, ffs. Lorte hjerne. Lorte følelser.

Jeg er træt af, ikke at have en flirt. Jeg er træt af, ikke at have følelsen af, at der er en der rent faktisk holder af mig. Sådan, virkelig meget. Som mere end en veninde. HVORFOR ser alle mig som en veninde? Har jeg ikke fucking potentiale, eller hvad? Røvhuller.

^ Øv, hvor lyder jeg bare så meget som en jeg ikke vil, men AEGUOM OEGNKL! FUCK.

Jeg er T R Æ T af alting, som du nok kan fornemme. Hader alt lige nu.

Jeg har tænkt meget de sidste par dage. Mere end jeg plejer. Jeg har tænkt på alt det jeg har været igennem, hvad jeg går igennem lige nu og hvordan det måske vil se ud fremover. Jeg har jo altid været hende der satte andre før mig selv. Hende der lukkede ned for egne tanker, bekymringer og smerte, og åbnede op for andres. Jeg har altid været hende der har sagt eller skrevet til folk "Jeg ved at du ikke er okay. Sig til mig, hvis du vil snakke om det. Jeg vil godt hjælpe dig." - Men hvornår har jeg nogen sinde fået den tilbage? Nej, jeg vil ikke lyde utaknemmelig, for selvfølgelig har folk også hjulpet mig, men synes bare ikke at det har været i samme grad. Jeg har det ikke godt for tiden, må jeg ærligt indrømme. Jeg er kommet ind i endnu en dårlig periode. Jeg har egentlig brugt ret meget af min tid og energi på at græde denne weekend. Jeg tænker alt for meget over tingene. Jeg er bange for at tage chancer og det er hvad der gør mig så frustreret i sidste ende, fordi jeg aldrig lader mig selv se hvad der ville ske, hvis jeg sagde og gjorde som jeg egentlig allerhelst ville. Men jeg er bange. Jeg er bange for konsekvenserne. Utrolig bange, faktisk.