Så .. Nu knækkede filmen. Nu gik den ikke længere. Jeg troede ikke, at det ville gå mig så meget på, men det gør det åbenbart. Jeg troede ikke, at det ville skære i hjertet på den måde, men det gjorde det. Vi har ikke set hinanden i over et år og så står du og smider de ord i hovedet på mig? Jeg bliver ved at se hele situationen for mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på det, når jeg ligger og skal sove. "Jeg vidste at jeg ikke skulle være kommet." - Det knækkede mig. Det gjorde det. Bund ærligt, så rev det mig fra hinanden, nu hvor jeg lige havde fået samlet mig selv op og sammen igen. Nu er jeg tilbage hvor jeg startede. Tilbage i hullet. Du vil sikkert mene at jeg overdriver. Det vil mange sikkert. Men måske fortjente jeg det? Eller gjorde jeg virkelig? Var det din måde at sige, at fortælle mig, at jeg har brug for hjælp? Var det dit wake-up-call til mig, eller var det bare din ærlige mening? Var det virkelig bare sådan du havde det?

Du sagde så mange ting. Så mange ting jeg havde brug for at høre, selvom jeg godt vidste det. Du sagde ting der gjorde ondt på mig, men det virkede som om du gjorde det for mit eget bedste - ikke fordi du ville gøre mig ondt. Du havde ret i de ting du sagde. Det havde du. Jeg hader, at indrømme det. Jeg hader et eller andet sted, at du kender mig så godt. Jeg hader, at du ser lige igennem mig. Jeg hader, at jeg er så afhængig af dig.

Jeg føler mig så ynkelig og så nøgen, når jeg vender vrangen ud på denne måde. Men jeg har brug for at komme ud med det. Jeg har brug for at snakke. Uden at vide hvem jeg skulle snakke til. Jeg har brug for en der bare vil lytte og komme med nogen ord. En med en mening. Ikke en, der bare spytter de samme standard-ting i hovedet på mig. En der virkelig siger sit syn på det. En der viser h*n lytter. Men jeg ved ikke hvem jeg skal gå til. Det gør jeg ikke. Jeg er fortabt på det område.

Du var den jeg kom til, når det hele brændte på. Du var den jeg kom til, når jeg manglede et syn ude fra, på forskellige situationer og mine handlinger. Du var den jeg ikke kunne gå en dag uden at snakke eller skrive med. Du var den der betød alt for mig. Du var min bedre halvdel. Du var som en søster for mig. Du var den der kendte alt til mig. Men når man tænker på alt det vi har været igennem, så er det utroligt at vi bliver ved. Ja, vi er da nok vokset fra hinanden, men jeg vil ikke indse det. Jeg vil ikke indse, at jeg nok er nødt til at give slip på dig, så vi kan få hver vores liv. Så vi kan komme videre og få det godt. Jeg vil have at vi har det godt sammen. Ligesom førhen.

Jeg lyder som en lille pige, der ikke kan lide de forandringer der kommer med alderen. De forandringer der kommer, når man vokser op og fra hinanden. Jeg vil ikke indse at vores tid er slut. Jeg bliver som en lille pige når det kommer til dig. Når det kommer til os to. Jeg er som en lille pige der ikke vil give slip på sin yndlingsbamse. På den der har været med hende så længe. På den der har været der for hende når hun havde brug for en der lyttede og hjalp. På den der altid fik smilet frem igen. På den der gav en håbet om at alt nok skulle gå, så længe den var en del af livet.

Jeg savner dig. Jeg savner os. Jeg savner måden du fik mig til at smile og grine på - og omvendt. Jeg savner, at jeg kunne fornemme at du smilede når vi skrev sammen. Jeg savner at jeg kan gøre dig glad. Jeg savner at du kommer til mig, når du har problemer. Jeg savner det vi havde. Jeg savner vores venskab. Jeg ved godt, at jeg intet får ud af at sidde fast og bare snakke om minder og alt det jeg savner, men det er hvad jeg kan finde ud af. Jeg kan ikke finde ud af andet. Jeg kan ikke se virkeligheden - jeg kan ikke se forandringen i øjnene. Måske vil jeg bare ikke? Jeg ved det ikke. Jeg ved ingenting.

Måske havde du ret i det du sagde? Måske har jeg rent faktisk brug for hjælp? Måske er jeg ikke helt klar oven i hovedet? Måske er jeg for afhængig af andre? Måske kan jeg ikke klare mig alene? Måske har jeg brug for en øjenåbner? Måske er der noget galt? Måske behøver jeg virkelig en psykolog, selvom jeg påstår det modsatte? Måske er jeg bare for stædig? Måske vil jeg bare ikke indrømme, at jeg rent faktisk har et problem og har brug for hjælp? Måske vil jeg ikke virke svag? Måske vil jeg ikke knække fuldkommen sammen?

Det har taget mig ufattelig lang tid bare at skrive den smule her. Jeg har skrevet og slettet hundrede gange. Jeg har siddet og kigget ud i luften, bare for at sætte ord på, hvordan jeg har det indeni. Det er faktisk vanskeligere end man lige sådan går og tror.

Duften af hende hænger fast i mit sengetøj og det er ved at drive mig til vanvid.

Jeg savner hende allerede.