Min lørdag ..

Igår, lørdag, var jeg taget hjem til Line. Vi har ikke været sammen længe, efter skoletid, fordi ingen af os har haft mulighed for at komme frem og tilbage imellem os, og så har venskabet heller ikke ligefrem kørt på skinner det sidste stykke tid, hvilket nok også lidt har gjort at vi ikke har haft været så meget sammen. Men vi var sammen igår, og det var rart. Det var rart at være hende og jeg igen. Jeg havde savnet det. Vi havde planlagt at tage på stranden og grille med nogle af de andre piger, så vi skulle til byen og handle. Vi ville tage bussen, men der kom ingen, så vi besluttede os for at gå, og det skal lige siges at vi gik omkring 6 km. Det var varmt, meget varmt. Vi mødtes med de andre piger og fik handlet, i det at det begyndte at regne kraftig, så var lidt "Pokkers også, hvad gør vi så?" vejret holdt så op, og vi besluttede os for, at i stedet for vi tog på stranden, tog vi i parken og grillede - Der fandt vi da læ. Jeg gider ikke gå helt i detaljer, men det var pisse hyggeligt. Altså udover at det regnede, tordnede og lynede på et tidspunkt.. Efterfølgende gik vi så hjem til en af pigerne og var lidt der. Jeg besluttede mig for at tage hjem, fordi de andre ville drikke, og jeg alligevel ikke havde penge med til det. Jeg går mod stationen, og skyndte mig ikke, fordi jeg regnede med bussen var kørt, men næ nej, er næsten ved stationen i det bussen kører lige for næsen af mig. Fair nok, så må jeg jo vente den time.

Jeg sad uden for til at starte med og ventede, men så hørte jeg en eller anden mand råbe alt muligt, lidt væk, så jeg besluttede mig for at sætte mig ind og vente, fordi jeg ikke ville sidde der alene. Man ved jo aldrig hvad der kan ske. Der sad to piger derinde, der var lidt ældre end mig. Manden fra tidligere, der gik uden for og råbte, kom ind og råbte alt muligt, at hvis vi ikke sagde hvornår det næste tog kørte, ville han gøre det og det. Når jo, han råbte også at han ville slå os ihjel. Jeg var bange. Virkelig bange! Mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig, og tårerne pressede bare på. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg turde ikke røre på mig, rejse mig eller tage min telefon frem. Hvad nu hvis han kom over til mig og gjorde/sagde noget? Gjorde mig så lille. Jeg havde virkelig følelsen af, at nu skulle jeg dø. Nogle vil mene at jeg overdriver, men aldrig har jeg været så bange! Det var så ubehagelig en afslutning, på en alt for dejlig dag! Men han gik ud igen, efter den ene 'dame' havde svaret ham, og der så jeg mit snit til at smutte ud af døren i den anden ende, hvilket jeg gjorde. Jeg ville bare væk derfra. Jeg måtte ringe til min mor. Jeg vidste hun havde drukket, men ikke nok til at hun ikke kunne køre. Jeg bad hende hente mig, fordi jeg ikke brød mig om at være der. Jeg græd næsten da jeg sagde sætningen.

Min veninde var så sød at ringe til mig, helt panikslagen, og bad mig gå hjem til hende. Jeg skulle i hvert fald ikke stå der alene, når der skete sådan noget. Men jeg strittede imod og sagde min mor nok var her om lidt. Et eller andet sted ville jeg ikke, for ville ikke virke svag, men på den anden side, ville jeg også bare gerne væk derfra. Hurtigst muligt. Efter en snakken frem og tilbage om hvorvidt jeg skulle komme eller ej, gik jeg hen mod hvor hun boede, men ringede til min mor for at tjekke op på, om hun overhovedet var kørt. Det var hun. Hun var næsten ved tanken, så det kunne ikke engang betale sig. Jeg måtte ringe min veninde op igen og sige det var lige meget, for hun var her om lidt. Jeg fik også af vide, at jeg en anden gang skulle komme med det samme. Hun havde ret. Tænk hvis der virkelig var sket mig noget? Bare fordi jeg havde været for dum, til ikke at ville virke svag. Jeg burde lytte mere til mine veninder.