Livet som biseksuel....

Ja, nu er det snart 3 måneder siden, at jeg meldte ud til folkene omkring mig, at jeg er biseksuel. Jeg var bange i starten. Bange for at dem der stod mig aller tættest, ville tage afstand - ville vise mig ryggen. Men det gjorde de ikke. Ingen har vist mig ryggen, og det betyder alverden. Der var ingen grund til at frygte noget.
Jeg skal dog ikke lægge skjul på, at jeg har haft et godt øje til en af mine rigtig gode veninder, siden engang i november, og det har jeg stadig. Jeg er faktisk gået hen og blevet forelsket i hende. "Ej, hvor godt for dig!" ville nogle nok tænke, men nej. Det er ikke godt. Det er rent ud sagt forfærdeligt. Forfærdeligt hårdt. Det er jo ikke gengældt. Det tror jeg i hvert fald ikke. Hvis det er, er det slet ikke på samme plan. Det er jeg næsten sikker på! Men uanset hvad hende og jeg har, så er det noget specielt. Noget helt unikt. På få måneder, blev vi som bedste veninder. Vi grinte, fjollede og havde det godt sammen. Det har vi stadig. Vi putter, holder i hånd, etc. Det gør vi stadig. Uanset om der er noget i det fra hendes side, er det rart. Et eller andet sted gør det mig jo glad, netop fordi jeg har de følelser jeg har. Men igen. Vi gjorde det også inden, jeg fik følelser for hende, så..

Et eller andet sted vil jeg gerne få de følelser til at forsvinde, fordi jeg føler mig ... fastlås. Jeg kommer ingen vegne med det. Men igen: Et eller andet sted håber jeg vel også, at hun en dag føler for mig, som jeg føler hende? Der er bare noget der siger mig at det aldrig sker. Desværre.