Det skal forestille et billede af forvirrede følelser..

Måske ikke lige det bedste billede, men det var det eneste Google ville give mig....

Jeg sidder nu her, en søndag aften, påskeferien er næsten slut, og jeg hører musik der får tankerne og følelserne til at gå helt amok. Hvorfor gør jeg altid det her mod mig selv? Jeg har en dejlig dag, og om aftenen formår jeg altid at smadre den med deprimerende musik. I hvert fald hvad folk ville kategorisere som deprimerende. Kærlighedssange. Ulykkelige kærlighedssange. Om drengen der ikke kan få pigen han vil have, og omvendt. Men jeg elsker dem. Der er altid noget i dem, jeg kan relatere til. Se mig selv i. Jeg elsker det. Musikken taler for mig, når jeg selv er løbet tør for ord.

- Vi startede ud med at blive rigtig tætte veninder og det hele gik forrygende. Du var det nogle vil kalde for bedste veninde. Du var den bedste, og jeg kunne simpelthen ikke undvære dig. Jeg kunne ikke gå en dag uden at se dig, skrive eller snakke med dig. Vi havde alt og vi delte alt. Men en dag i november var du, jeg og to andre veninder i biografen. Da vi sad og ventede på at salen blev åbnet, kunne jeg ikke undgå at tage mig selv i at kigge rigtig meget på dig, og jeg følte også du kiggede meget på mig. Det var bare som om der var et eller andet specielt. Men hvad? Jeg vidste det ikke. Vi skrev om det der om aftenen da filmen var slut. Jeg var sammen med en veninde og vi sad udenfor og fik en smøg. Jeg forklarede hende hvordan aftenen havde forløbet, og jeg kunne ikke lade være med at fælde en tåre. Hun kunne se på mig, at dette var noget anderledes. At det ikke var sådan jeg havde haft det før. At dette måtte være noget særligt. Noget ægte.

Hun havde ret. Det har hun ofte. Jeg er bare så dårlig til at lytte på hende. Lytte på folk, jeg ved der inderst inde har ret. Det må jeg lære.

Efterfølgende gik det endnu bedre mellem os. Hvad jeg troede var følelser viste sig langsomt at være følelser, også selvom jeg et eller andet sted kun frygtede det var en fase. Det var det ikke, og jeg ved ærlig talt ikke om jeg skal være glad for det eller ej. Et eller andet sted er jeg jo glad for at føle for dig som jeg gør, for det er rart, men et andet sted er det også bare hårdt og ulideligt fordi det ikke er gengældt. Det tror jeg i hvert fald ikke. Jeg ved det ikke. Du sender indimellem blandede signaler, og jeg har ofte svært ved at tyde om du mener dem eller ej. Et eller andet sted går jeg med ønsket om, at du en dag bliver forelsket i mig. Jeg vil så gerne have du er min. På et andet plan. Så jeg kan sige til folk at du er min. Vise dig frem, forstå mig ret. Jeg kunne skrive lange romaner om, hvor meget og hvad jeg føler for dig, hvor dejlig og alt det der, du er. Men jeg gør det ikke. Det er et eller andet sted for sært, for jeg kommer bare til at fremstå som en mega stalker så. Det føler jeg i hvert fald.

Jeg har også så mange ting jeg gerne vil fortælle dig. Spørge dig om. Men jeg tør ikke. Jeg tør simpelthen ikke. Jeg er bange for dine svar. Jeg er bange for at de ikke er hvad jeg forventer eller håber, og det tror jeg de er. Jeg kan ikke finde rette situation for at spørge dig, for jeg aner ikke hvornår jeg er klar til at spørge og klar til at få svar. Mit hoved eksploderer snart, og jeg aner ikke hvem jeg skal snakke med alt det her om. Jeg er bange for at folk ikke vil høre på mig. Ikke kan sætte sig ind i mit sted, og forstå mig. Jeg er bange.

Og så er der også hende der.. Min 'veninde' der har fået følelser for samme pige som jeg. Jeg kan ikke håndtere det. Jeg føler mig stukket i ryggen. Hun lægger ikke engang skjul på følelserne, selvom hun ved hvordan jeg har det med hende - og hvor længe jeg har haft det sådan! Dumme ko. Undskyld mit sprog, og undskyld for det næste, men: Indimellem har jeg lyst til at kaste en stol i hovedet på hende. Hov.