25 dage tilbage..

Jeg har en mærkelig følelse i maven. Jeg har lige læst Gry's blog om KTC, og hun skrev egentlig meget af det, jeg selv har tænkt over, mht. skolen. Btw, jeg blev helt glad da du nævnte mig i din blog. Det betyder meget, et eller andet sted.

Skoleåret er snart slut. Faktisk er der kun 25 dage tilbage, hvilket jeg ikke rigtig kan fatte. Det hele er gået så stærkt, og jeg føler ikke at jeg er klar til at skulle sige farvel til alle sammen. På trods af mange af dem tager Gym eller HF i byen, men meget kan stadig ændre sig. Jeg er spændt på at se, hvor mange man kommer til at snakke med, når vi først stopper på KTC. Jeg har lært så meget dette år. Både i skolen, men også om mig selv. Jeg skal ikke dømme for hurtigt, det gavner ikke nogle. Jeg har det pisse fantastisk med de folk jeg har omkring mig. Meget har ændret sig i løbet af dette år. Personligt og venskabsmæssigt. Jeg blev hurtig super glad for den klasse jeg kom i. Jeg var skeptisk over for de nye hoveder, jeg ikke kendte. Men jeg følte mig jo tryg. Jeg havde mange af dem fra sidste år, så jeg var næsten sikret, at jeg aldrig ville ende op alene.

Introturen var skøn. Jeg kom tæt på nogle af dem jeg ikke havde mødt før, men også på nogle, jeg engang snakkede med, men ikke havde hørt fra længe. Jeg fandt hurtig nogle jeg klingede med, hvilket var rart. Allerede fra dag 1, vidste jeg bare at Gry ville jeg få et specielt forhold til, og det har jeg så sandelig da også fået! Det er så rart. Men også bare alle de andre piger. Vi startede ud som en gruppe af piger, der altid grinte lidt for meget i timerne, frem for at lave det vi skulle, men langsomt lærte vi hinanden mere at kende, og fandt ud af, hvem vi egentlig klingede med. Vi snakker stadig sammen, og har det godt sammen, men vi er bare ikke længere den gruppe. Nu er vi blevet til mindre grupper, og nogle af os er begyndt at snakke med nogle af de andre piger og drenge, fra de andre klasser.

London-turen har helt sikkert også hjulpet en del! Ikke nok med at det var en helt fantastisk tur, og fedt at komme til England, så bragte den altså også bare os der var med, tættere sammen. At en nuværende pige-gruppe på 7-8 stykker, kunne komme så godt ud af det, med to andre vi egentlig ikke snakkede med, viser jo bare en del. Vi havde det hyggeligt, og rent faktisk er de to piger kommet til at betyde rigtig meget for mig, men jeg kommer desværre til at skulle undvære dem efter sommerferien, da de begge smutter på SOSU, men så har jeg, og alle de andre da glæden af at kunne ses med dem i weekender. Feste og ellers bare hygge på vores måde.

At vi snart skal sige farvel..
Det glæder jeg mig på ingen måde til. Som sagt er jeg kommet til at holde rigtig meget af mange af menneskerne deroppe, og de skal satme have kæmpe tak for alt det de har gjort for mig. Alle de minder og grin de har givet mig. Drama er der også altid, uanset hvor du befinder dig, men drama er godt, ved det lyder sært, men det er det jo. Jeg vil savne hver og en, også hende, jeg egentlig aldrig nåede at snakke med, ham der et eller andet sted irriterede mig, selvom jeg ikke kendte ham. Alle og enhver har gjort sin ting. Oftest uden man tænker over det, eller lægger mærke til det.

En lille 'besked' til pigen, der ikke kan beskrives..
Jeg ved ikke engang hvor jeg skal starte. Fra day one, har jeg vidst, at du var anderledes. At vi ville få et venskab, der ikke var lige som alle de andre. Og det er du jo, uden tvivl. Du er så ubeskrivelig herlig, og jeg kan ikke få nok af dig. Vi kan være virkelig skøre og fjolle alt for meget, men når det virkelig gælder, så kan vi også have de mest seriøse og dybe samtaler. Du er der altid for mig, også når andre svigter, og du burde gøre det samme, fordi jeg bare ikke vil lytte. Men du bliver ved. Du prøver konstant at overbevise mig, og få mig til at lede efter svaret inde i mig selv. At du gør så meget for mig, er ubeskriveligt. Virkelig. Det er svært at sætte ord på de følelser og tanker jeg får, mht. dig. Du viser jeg kan stole på dig, og du forstår mig. Virkelig forstår mig, og det forstår jeg ikke. Nogle gange kan jeg sidde uden næsten at sige et ord, men så er det som om du læser mine tanker, og ved præcis hvordan jeg har det, og hvad det er jeg prøver at fortælle. Det er fantastisk. Men at du følger mig til næste år, kan bare ikke blive bedre.

Selvfølgelig får prinsessen også en lille 'besked' i denne blog..
Aldrig i mit liv havde jeg set dette ske. Jeg havde aldrig troet jeg skulle komme til at holde så meget af dig som jeg gør. At jeg nogensinde skulle komme til at snakke med dig. Jeg kendte dig jo godt på forhånd, eller jeg vidste hvem du var. Vi gik jo i parallelklasse, i kort tid i syvende klasse. Jeg brød mig bestemt ikke om dig, dengang. Du virkede som en snobbet og selvoptaget type. En af dem jeg slet ikke kan fordrage. Dengang havde jeg ikke engang lysten til at lære dig at kende, men det var noget andet denne gang. Vi er begge blevet ældre siden da, og man lærer nok at give folk en chance med tiden. Det gjorde jeg, og det gjorde du - og se hvad det er endt med? Vi har det alt for godt sammen. Der har da været stunder, hvor det hele er ramlet sammen, men vi formår altid at samle det op igen, og det siger ikke så lidt. Jeg vil ikke skrive en lang roman, for det første tager det for lang tid, for det andet er jeg faktisk ikke helt klar over, hvad pokker det er jeg vil skrive. Jeg improviserer bare lidt, I guess. Du gik fra at være den bedste veninde længe, hvis jeg skal kategorisere, for at give et billede af hvad jeg mener og hvem jeg egentlig er - Til at være hende der gik hen og fik mig til at gå i tvivl med hensyn til min seksualitet. Hende der fik mig til at sætte et spørgsmålstegn ved eget køn. Hende der gjorde at jeg lærte mig selv bedre at kende, men samtidig hjalp mig fremad. Det er da ingen hemmelighed, at jeg altid har været den meget drengede pige, og sådan vil det nok fortsætte. Men det er heller ingen hemmelighed at jeg er gået hen og blevet latterlig forelsket i dig, ligesom du ved. Vores venskab er anderledes, og det kan derfor tåle, at der kommer sådan en stor ting 'i vejen' - Jeg har glemt hvad jeg nu skulle skrive. Træls altså. Mon ikke det kommer en anden god gang? Du skal bare vide, at uanset hvad der sker, så elsker jeg dig latterligt højt.