En af de dage...

Hvor der bare absolut er intet der går som det skal. Humøret er i bund, og jeg er ikke sikker på af hvad grund. Okay, det var ikke meningen at det skulle rime. Jeg hader at have det sådan her. Det er slemt nok at være i dårligt humør, men når man ikke er sikker på hvorfor, er det bare så meget værre. Jeg kan mærke tårerne presse på, men de vil ikke ud. Jeg ville ønske de ville. Det er en hel befrielse at græde, når man kan mærke det presser på. Hvad fanden er der galt med mig? Hvorfor sidder jeg her og har det så skidt lige pludselig? Det er jo længe siden? Vejret har været godt i dag, jeg har dejlige mennesker omkring mig, hvad er der at klage over? Jeg har så mange ord der gerne vil ud, men ikke kan, og så er det at jeg får følelsen af, jeg er nødt til at sidde og lede efter dem.. Selvom de er der, uden egentlig at være der. Hvad er det for noget vrøvl jeg skriver? Det giver jo ingen mening. Jeg giver ingen mening. Du giver ingen mening... Livet giver ingen mening! Føj, for en møg aften.