Jeg har tænkt meget de sidste par dage. Mere end jeg plejer. Jeg har tænkt på alt det jeg har været igennem, hvad jeg går igennem lige nu og hvordan det måske vil se ud fremover. Jeg har jo altid været hende der satte andre før mig selv. Hende der lukkede ned for egne tanker, bekymringer og smerte, og åbnede op for andres. Jeg har altid været hende der har sagt eller skrevet til folk "Jeg ved at du ikke er okay. Sig til mig, hvis du vil snakke om det. Jeg vil godt hjælpe dig." - Men hvornår har jeg nogen sinde fået den tilbage? Nej, jeg vil ikke lyde utaknemmelig, for selvfølgelig har folk også hjulpet mig, men synes bare ikke at det har været i samme grad. Jeg har det ikke godt for tiden, må jeg ærligt indrømme. Jeg er kommet ind i endnu en dårlig periode. Jeg har egentlig brugt ret meget af min tid og energi på at græde denne weekend. Jeg tænker alt for meget over tingene. Jeg er bange for at tage chancer og det er hvad der gør mig så frustreret i sidste ende, fordi jeg aldrig lader mig selv se hvad der ville ske, hvis jeg sagde og gjorde som jeg egentlig allerhelst ville. Men jeg er bange. Jeg er bange for konsekvenserne. Utrolig bange, faktisk.