Jeg savner dig. Jeg savner dig. Jeg savner dig. Jeg savner dig. JEG SAVNER DIG! Jeg kan ikke sige, skrive, græde eller tænke det nok! Jeg savner dig så meget at det gør helt ondt indeni. Jeg savner dig så meget, at jeg ikke kan lade være med at græde. Jeg savner dig så meget, at jeg får svært ved at trække vejret. At en person kunne komme til at betyde så meget for en, forstår jeg stadig ikke. Jeg har det som om, at du var den eneste i min verden. Selv fire år efter, ligger jeg i min seng og græder over dig. Græder over mit savn til dig. Over at jeg aldrig skal se dig igen, eller høre din beroligende stemme eller dejlige grin. At jeg aldrig mere skal putte i din seng om aftenen, gå ud og hente skåle, skeer og jeg ved ikke hvad, til at tage med ud i bruseren, så jeg kunne lege jeg lavede mad. At jeg aldrig mere skal bruge min weekend hos dig. Lave puslespil, spille kort, se fjernsyn, handle ind, gå til frisøren, spise is og din gode mad .. Jeg skal aldrig nogen sinde mærke dine arme omkring mig igen. Aldrig høre dig sige, at du elsker mig, og det hele nok skal gå. Du fik aldrig set mig i kirken til min konfirmation. Du skal ikke se mig modtage min hue om to år, når jeg er færdig med HF. Jeg skal aldrig nogen sinde, fortælle dig hvor højt jeg elsker dig. Fortælle dig hvordan det går, både godt og skidt. Alt det jeg har været igennem, og stadig går igennem. Der er så meget jeg så gerne vil vise og fortælle dig, men det er noget jeg aldrig får chancen for. Når jeg står her, den dag i dag, forstår jeg ikke, at jeg ikke besøgte dig noget mere. Men jeg blev ældre, og det var ikke det samme. Det er en af de ting, jeg fortryder allermest.

Men der er noget jeg husker, som var det igår. Jeg husker, at du ringede til mig om aftenen, for at sige godnat, ligesom du plejede. Du sluttede samtalen af med "jeg elsker dig", og da jeg vågnede næste morgen, kunne jeg høre min mor sad i køkkenet og græd, og mine forældre der snakkede. Jeg håbede det bare var en ond drøm. Jeg stod op, og satte mig ud i køkkenet for at spise. Min mor kunne ikke kigge på mig, og før nogen af dem fik sagt noget, brød jeg ud i gråd, hvorefter de fortalte mig, at du var død. Jeg kunne ikke tro mine egne øre. Jeg så hele min verden ramle sammen for øjnene af mig. Som tiden gik, blev det bestemt ikke nemmere. Støtten jeg manglede fra venner og veninder fik jeg ikke på daværende tidspunkt. Jeg fik blot af vide, at jeg ikke stadig kunne være ked af det, og at jeg burde tage mig sammen. Det var som en kniv i hjertet. Jeg savnede dig, det hele gjorde alt for ondt, og jeg manglede blot en til at hjælpe mig - Jeg savner dig stadig, og det hele gør stadig alt for ondt. Jeg husker, da mor, Kenneth og jeg tog ind for at sige farvel til dig. Da vi stod ude for døren og lægen lukkede os ind i kapellet, var der hyggeligt, på en underlig måde. Et par hylder på væggene med stearinlys, en seng i midten med dig på. Der lå du, helt stille og kold. Jeg husker, at det nok ikke rigtigt var gået op for mig, at jeg stod der og kiggede på dig. Jeg græd ikke. Jeg håbede blot på at du bare sov, og om lidt ville vågne og kiggede på os. Men det gjorde du ikke. Du bevægede dig ikke. Du trak ikke vejret. Du lå bare der med lukkede øjne og så helt fredfyldt ud. Kenneth stod bare og kiggede på dit ansigt. Ingen af os sagde noget. Jeg betragtede ham. Han kiggede på dig, det var som om at vi tænkte det samme: At du ville vågne op om lidt. Jeg kiggede hen på mor, og hun græd, og i samme sekund brød jeg ud i gråd. Efter noget tid gik vi ud derfra. På vej ud fra det lille rum, opdagede jeg en stol ved siden af døren. Din taske stod der. Du havde jo selv pakket den, og ringet til ambulancen, fordi du regnede med at du kom hjem igen - Det gjorde du bare ikke. Den dag i dag, undrer jeg mig stadig over, hvad der er blevet af tasken, og hvorfor vi dog ikke fik den med hjem?
Hele turen hjem sad jeg i bilen og græd. Mor og Kenneth ville køre op og kigge i din lejlighed, men jeg kunne ikke tage med. Det gjorde for ondt. Da jeg blev sat af, bestilte jeg ikke andet end at græde. Græde til jeg til sidst ikke indeholdt mere, eller kunne trække vejret. Aldrig har jeg grædt så meget. Jeg savner dig. Jeg tænker på dig hver eneste dag. Jeg ønsker dig stadig godnat, og siger hver aften for mig selv "Godnat, momse. Jeg savner og elsker dig. Jeg ved du kigger med foroven." - Intet beskriver mit savn.