Jeg havde aldrig troet at lige netop vi to ville ende her. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive ked af det og rent faktisk græde. Jeg havde aldrig troede at jeg ville nå til et punkt, hvor jeg faktisk gik hen og sårede dig. Jeg har altid sagt til mig selv, at jeg aldrig ville såre dig. At det ville være for stor en smerte. Og nu har jeg gjort det? Jeg ved at jeg kunne have gjort noget der var værre, men dette er nok for mig. Især når det gælder dig. Du er min lille engel. Du har taget mig med storm, væltet mig om kuld, grebet og hjulpet mig hver eneste gang. Du har altid formået at holde mit humør oppe. Vi har altid kunne snakke om alt og intet, lave ingenting - bare sidde og nyde hinandens selskab. Jeg sidder og får helt ondt indeni, ved tanken om det. Jeg havde aldrig troet at jeg ville få dig til at føle dig dårlig tilpas. Det havde jeg aldrig ønsket. Måske har jeg bare været for egoistisk - Kun tænkt på mig selv, og hvad der ville gavne mig - Det hele gik måske for stærkt, selv til mig. Så stærkt at jeg næsten glemte dig i farten. Det trækker tårer frem. Du og andre vil sikkert mene at jeg overreagerer, men det er på ingen måde en rar følelse jeg sidder med lige nu. Men okay, jeg er selv skyld i den. Vi har ikke haft et eneste skænderi, været uvenner eller noget som helst, i den tid vi har kendt hinanden .. Og .. Nu den her lille ting? Åh, hvor er jeg forbandet dårlig til at formulere mig lige nu.. Jeg har bare så meget indeni, der gerne vil ud. Så meget jeg gerne vil sige til dig, men jeg kan ikke.. Det sidder fast. Du skal bare vide: Jeg er ked af det. Jeg er ked af at jeg har fået dig til at føle som du har. Jeg er ked af at jeg ikke selv har kunne se det.