Jeg tror ikke jeg kunne ønske mig nogen bedre afslutning på min 17 års fødselsdag igår. At sidde og snakke i tre timer om alt mellem himmel og jord, med en person der betyder SÅ utrolig meget for mig, har været så rart. At få snakket om de ting vi gjorde. At smile, fjolle, hygge og næsten græde. Det var fantastisk. Du er en person, jeg bestemt ikke kan og vil undvære. Du har lært mig så meget og stadig gør det. Du har støttet mig igennem alt. Fortalt og hjulpet mig frem til en løsning, når jeg har stået helt fortabt. Grebet mig, før jeg ramte jorden. Du gør så meget for mig, og jeg er så evig taknemmelig. Der er bare noget over dig, der fra start har vist mig, at du var noget speciel - At vores venskab ville være noget specielt, noget anderledes. Det er du og det i den grad. Jeg har så mange tanker og følelser, jeg så gerne vil have sagt og skrevet ned, men jeg kan ikke sætte ord på det. Jeg er så glad for, at jeg har fået chancen for at lære dig at kende, og komme tæt på dig. Du er en stjerne. Det er utroligt, hvor meget jeg er villig til at gøre og ofre for dig. Jeg sætter dig før mig selv, og jeg føler altid en hvis trang til at passe på dig og tage mig af dig, selvom jeg ved at du er stærk nok til at klare det selv. Jeg kan ikke klare at se dig have det skidt, det skærer mig indeni. Alt jeg ønsker er at se dig smile, være glad og have det godt. Jeg håber du ved, at jeg altid står her, uanset tidspunkt og årsag. Du er en af de bedste. Virkelig. Du er den jeg kan fjolle og være useriøs med - have samtaler om alt muligt fuldstændigt latterligt, men når alt kommer til alt, så er du også den, jeg har de allerdybeste samtaler med. Du er én af de utrolig få, der kender mig så godt og jeg lader komme tæt på. Du får lov til at komme helt ind under huden. Nogle gange kender du mig bedre end jeg selv gør. Vi har kun kendt hinanden i snart et år, men vores forhold til hinanden er som, har vi kendt hinanden meget længere. Jeg vil bare runde af med at sige, at du betyder så ufattelig meget for mig, og jeg elsker dig utrolig højt! Jeg håber du kommer til at stå ved min side til det sidste. ♥♥


____________________________________________________________________________________________


Jeg tænkte meget på dig igår. Jeg tænker altid på dig, men især igår. Som sagt var det min fødselsdag. Det var endnu en fødselsdag uden jer, mormor, farmor og farfar. Men det der gjorde mest ondt, var at du ikke var her, mormor. Jeg havde et andet og meget stærkere bånd til dig, end jeg havde til farmor og farfar, og det skar mig indeni, at jeg vidste mor ikke ville sige hun kørte hjem til dig, for at hente dig, at du ikke kom ind på mit værelse og ønskede mig tillykke med fødselsdagen, at du ikke ville ringe til mig. Jeg kommer aldrig til at høre din stemme igen. Mærke dit nærvær eller noget som helst. Det er væk. Ligesom du. Selv snart fire år efter, sidder jeg med en klump i halsen og tårer i øjnene, når jeg skriver dette, eller bare tænker på dig. Jeg har stadig ikke forstået det. Gud kaldte sin smukkeste og bedste engel tilbage alt for tidligt, men han havde vel brug for dig. Men så har vi? Der var ingen der regnede med, at du ikke ville vende hjem fra det sygehus besøg, ikke engang dig selv! Du pakkede selv din taske og ringede til dem! Du troede du skulle hjem igen, men sådan blev det ikke. Jeg ved, at man ikke 'må' sige det, men jeg forbander Gud for at have taget dig fra mig, fra os. Du var min diamant. Du og mor er de to damer i mit liv, der betyder allermest. Der er bare så mange ting jeg så gerne vil dele med dig, fortælle, vise og opleve med dig. Jeg savner dig og alt vi lavede sammen, om det så bare var at sidde og se fjernsyn. Men det var rart, fordi det netop var dig jeg gjorde det med. Du satte altid andre før dig selv, og i sidste ende, tror jeg at du mere eller mindre glemte dig selv. Mit savn til dig er så stort, at jeg sommetider tvivler på, om jeg nogensinde accepterer at du ikke længere er her, og ikke kommer igen, for det er jo det jeg ønsker allermest! Jeg håber stadig på, at min telefon en dag ringer og der står "Momse" på skærmen, at du fortæller, at du bare havde brug for noget tid væk, men nu er kommet tilbage for at blive. I hvert fald i mange år endnu. Jeg kan ikke undgå at sidde og begynde at græde og hulke, når jeg skriver dette. Jeg ved at du sidder og kigger med for oven og holder en hånd over os alle sammen, men jeg ville nu ønske du var her, og holdt mig i hånden. Intet er det samme uden dig. Fødselsdage, jul og andre begivenheder. Du mangler. Det kan tydeligt mærkes. Ikke kun på mig, men på os alle. Vi savner dig meget. I hjertet gemt, men aldrig glemt! Jeg elsker dig!