Året der gik..

Skolen er slut. Læseferien/sommerferien er lige startet. Jeg skal til min første eksamen om 11 dage, og jeg er overhovedet ikke begyndt. Det er knap så godt! Og HF til næste år, hvor nogle af de bedste følger mig!

Men året der gik .. Niende klasse skulle til at slutte, og det var nu op til mig, min lærer, forældre og UU-vejleder, til at finde ud af hvad jeg skulle efterfølgende. Jeg fik grøn lys til gymnasiet, eller hvad jeg ville. Men jeg følte mig ikke klar. Jeg følte at jeg bare sprang ud i noget, uden grund, så det blev tiende, og aldrig har jeg været så glad for en beslutning jeg selv har taget. Jeg vidste mange af mine nuværende venner også skulle derop. Det kunne kun blive godt. Som sommeren gik, begyndte det så snart at gå op for mig, at nu skulle jeg kastets ud i noget nyt. Jeg var bange, men jeg glædede mig. Dagen kom, hvor vi skulle på intro-tur. Jeg holdt mig sammen med pigerne jeg kendte, og så alligevel ikke. Der var en enkel, jeg engang havde gået i klasse med, men ikke snakket med siden. Hun var der. Vi faldt i snak med hende, og nogle af hendes veninder, da vi sad ude i det gode vejr og spiste frokost. Ikke nok med det, så stødte jeg på en pige, der fangede min opmærksomhed med det samme. En jeg skulle gå i klasse med. Hun var så smuk, så betagene og havde det sødeste smil, latter og stemme.. Jeg var nødt til at lære hende at kende. Vi skulle lave nogle forskellige lege klassevis.. Jeg glemmer ikke den med rebet. Hele klassen skulle dele sig ud på et reb, og så skulle vi binde en sløjfe uden at slippe rebet. Det var satme svært. Tilbage til hende. Vi snakkede godt. Vi snakkede alle dagene. Vi snakkede lidt som om vi havde mødtes før, men nej. Lige siden den dag vidste jeg, at gav jeg slip på hende, ville det være som at skyde sig selv i foden.
Som tiden gik, og vi kom tilbage på skolen og året langsomt startede, fik vi hurtigt skabt en pigegruppe, der havde det alt for godt sammen. Vi grinte og fjollede, lavede alt andet end det vi skulle. Vi sagde alle, at dette skulle vare ved. At når vi stoppede her, ville vi alle have sixpack af at grine så meget. Det forsvandt. Det blev til tomme ord. Folk fandt langsomt dem de klikkede bedst med. Det gør alle vel? Men jeg brød mig ikke om det. Jeg kunne godt lide det vi alle havde. Jeg var jo en del af det. Noget jeg ikke er vant til.. Jeg kunne se os glide fra hinanden. Jeg kunne se jer finde hinanden. Finde dem I klikkede med. Jeg var bange. Bange for at skulle stå tilbage alene, uden en af jer ville finde mig.
I løbet af året er der sket meget. Folk er gledet fra hinanden. Der har været opture lige såvel som der har været nedture. Alting noget man ikke kan undgå. Jeg har haft den bedste klasse. Jeg har haft det så godt med alle sammen, synes jeg selv. Jeg er ked af at vi ikke har et år til sammen. Det ville være rart. Det bånd der har været i klassen, har været så meget stærkere og anderledes, end i de andre klasser.
Jeg slutter af nu, for dette blev ikke skrevet som jeg ønskede, eller hvad jeg ønskede, og mest fordi jeg også har glemt hvad jeg mere ville skrive.. Jeg har kun én ting at sige: KTC - I hjertet gemt, men aldrig glemt. <3