Jeg fik en klump i halsen da jeg så dig igår. Du var så smuk. Jeg havde ikke set dig siden den fredag, og det føltes faktisk som et helt år. Jeg havde lyst til at sige hej til dig, men det var som om det ikke ville frem. Mit hjerte ville gerne, men min hjerne mindede mig om hvad der var sket - De var ikke på talefod. Det var de heller ikke i løbet af aftenen. De havde deres kampe, og kun få gange overvandt mit hjerte min hjerne. Jeg ved ikke om man ligefrem kan sige at jeg blev forelsket igen, men jeg blev i hvert fald ret betaget, hvis man kan sige det sådan. Vi fik øjenkontakt på et tidspunkt, og der gik det op for mig, hvor store og smukke brune øjne du egentlig har. Hvor længe det egentlig er siden jeg har kigget ind i dem og rent faktisk følt andet end vrede/had. Jeg ved at jeg sagde til mig selv og de andre at jeg glædede mig til at du gik, men det var jo egentlig i bund og grund kun fordi jeg ikke brød mig om hele situationen. Det var akavet.

Jeg ligger her en helt almindelig mandag. Jeg har sommerferie og vejret er ikke ligefrem det bedste. Jeg har intet at foretage mig. Sådan er det jo altid. Jeg ligger bare her, og endnu engang prøver jeg at blogge noget folk gider at læse. Noget de kan sætte sig ind i - Noget hvor de kan se sig selv i situationen, hvis du forstår. Jeg prøver ihærdigt at sætte ord på de tanker og følelser der går igennem min krop, men det er bare som om jeg ikke ved hvordan, eller hvilke ord jeg skal bruge. Jeg søger og søger, men uden held. Jeg gentager mig alt for meget i mine blogs. Har jeg virkelig ikke mere indhold i livet? Tilsynladende ikke. Øv, det er trist at være mig. Eller nej. Nogle gange har jeg vidst bare mere ondt af mig selv, end jeg egentlig burde. Sådan har de fleste det nok. Men ærligt. Jeg har de sødeste piger omkring mig, nogle jeg ikke vil undvære. Jeg har en dejlig familie. Eller lige ud over min far. Den historie kan I få en anden gang, hvis det er. Men jeg har det jo godt. Det er egentlig længe siden, jeg har haft en ordentlig grund til at være virkelig nede. Måske har jeg bare endelig lært, at jeg ikke skal lade små ting slå mig ud. Jeg har været nede i det store, dybe og sort hul så mange gange før, og nu er det efterhånden dækket så meget til, at der skal meget til før jeg falder igennem og ned igen. Ja, jeg har mine up and downs, men ikke værre end så mange andre. Vi danskere burde slet ikke have lov til at beklage os så meget som vi gør. Vi opfører os som om verden er ved at gå under, hvis vi ikke må få den bluse, vi kiggede forleden, eller hvis vi ikke må blive ude en time længere. Vi burde lære at se ud over vores egen næsetip, og se hvad der egentlig foregår i verdenen omkring os. Vi er nogle af de mest privilligerede mennesker på hele jorden, og vi sætter ikke engang pris på det. Vi er noget så utaknemmelige og vi søger altid efter noget bedre. Hvad vi har, er aldrig godt nok. Det er til at brække sig over. Ja, jeg er da heller ikke altid lige god selv, men i det mindste indrømmer jeg dette. Det burde alle gøre.

Denne blog tog en mærkelig drejning må jeg indrømme. Tingene heri har ikke den vildeste sammenhæng, men sådan går det, når jeg, theunknownalterego bare får lov til at blogge løs, om lige hvad det passer mig!