Der er så mange ting, jeg ville ønske at jeg kunne få sagt til dig. Men jeg tør ikke. Endnu engang er der noget jeg ikke tør sige eller gøre, fordi jeg er bange for resultaterne. Jeg er bange for de konsekvenser der nu kan komme. Jeg er bange for at det skal ødelægge noget. Jeg er træt af at være bange. Jeg er træt af, at jeg ikke tør tage chancer. Jeg tør ikke gøre det jeg egentlig har allermest lyst til. Man får altid af vide, at man blot skal følge sit hjerte og gøre hvad man har lyst til, men det fungerer ikke for mig. Min hjerne har for meget magt over mit hjerte. Jeg tænker for meget over tingene, i stedet for bare at gøre det jeg gerne vil.

Perioderne mellem jeg blogger bliver længere og længere. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan ikke rigtig sætte ord på noget som helst længere. Jeg er inde og kigge flere gangen om dagen. Jeg trykker for at skrive et nyt indlæg, men siden forbliver blank. Hvordan kan det lige pludselig være så svært? Jeg plejer jo ikke at have noget problem med bare at skrive løs.

I'm friends with the monster that's under my bed,

I get along with the voices inside of my head.

 

Another sleepless night. Again I'm lying awake in my bed with my own thoughts.
They're eating me alive until the next morning. I don't know why, but whenever it gets dark outside - whenever it gets night, I turn into depri-mode. I turn into everything I go all day trying to hide.

Jeg kommer lige med endnu et musik-indslag. Som nogle af jer nok ved, så udkom Rasmus Thudes nye single #FrøkenLigeglad i går, og det ville betyde utrolig meget, hvis I ville være så venlige at gå ind på følgende link: https://itunes.apple.com/dk/album/fr-ken-ligeglad-single/id720193865?l=da, købe sangen og derved støtte ham. Lad os sprede budskabet! Oven i det, kan jeg lige fortælle, at der i forbindelse med køb af sangen kommer en konkurrence. I kan finde information omkring konkurrencen inde på hans side!

Hm. Det går egentlig som det plejer. Der er intet nyt der. I det ene øjeblik er humøret helt i top, i det næste er det helt i bund. I det ene øjeblik føler jeg mig en del af de andre, andre gange føler jeg mig ene og alene. Men hvorfor kan jeg ikke bare snart indse, at tingene ikke altid er det samme? At det ikke altid kan gå efter mit hoved, selvom jeg gerne vil have det?


Jeg har en, der kan få mig til at glemme alt det dårlige og negative for en stund, når hun kigger på mig. Hun kigger på mig som om det hele nok skal gå. Og jeg tror hende. Hvorfor skulle jeg ikke det? Hvorfor skulle hendes blik lyve? Jeg ved jo at hun vil være der til at hjælpe mig, hvis det skulle gå helt galt. - Hun har det der glimt i øjet. Hun er en, hvis smil giver mig varme i kroppen og en kilden helt ud i fingrespidserne. En, hvis kram er det bedste. Det er et af de der ordentlige lange kram. Et af dem der gør, at man ikke har lyst til at give slip igen. Jeg har ikke lyst til at give slip på hende igen, når først vi krammer.

Hun er en, hvis personlighed er det absolut bedste - og jeg ser nye sider af hende hver eneste dag, der blot gør at jeg kommer til at holde mere og mere af hende. Jeg er ikke forelsket. Det er jeg ikke. Jeg er betaget. Jeg er glad. Hun gør mig glad. Glad sådan inderligt. Hun giver mig en glæde jeg har savnet. En glæde jeg har manglet og er glad for at have fået igen.

Det lyder måske dumt, men sådan er det nu alligevel engang.

Hvorfor skal jeg have det sådan her hver eneste aften jeg er alene? Hvorfor skal jeg over-tænke og over-analysere alting? Hvorfor skal jeg høre trist musik og trække mig selv ned? Hvorfor kan jeg ikke være alene og være glad over min tilværelse? 

Det er efterhånden ved at være en måneds tid siden, jeg sidst har blogget og dette indlæg, er faktisk mit allerførste, via iPad. Men altså. Jeg har tænkt over noget. Jeg blogger stort set kun, når jeg har en lortedag, en lorteperide, osv. I forstår min point. Det er selvfølgelig ikke noget, der først lige er gået op for mig. Måske har jeg egentlig bare gjort det bevidst, fordi jeg har haft brug for at komme ud med alting. Det er ligesom her at jeg kan lukke op og bare få skrevet alt ned der går mig på. Det er som om, at jeg ikke længere kan snakke om det der er galt. Det er som om, at jeg ikke "tør" snakke med folk om mine tanker. På nogle punkter tror og frygter jeg lidt, at jeg er gået hen og blevet alt for indelukket, når det kommer til det område. Om det er godt eller skidt ved jeg egentlig ikke.

Men for at vende tilbage til det jeg skrev i starten, så har jeg det faktisk godt. Jeg er glad, men træt og forvirret. Jeg er forvirret omkring mine tanker til forskellige personer, ting og beslutninger. Det er som om at jeg ikke længere kan se en mening med de ting jeg gør og siger. Det er kommet ud af det blå. 

Der er den her ene person, der bare "overrasker" mig gang på gang. Jeg ser hele tiden nye sider af og ting ved den her person, og det er kun positivt ment. Det gør mig så glad. Det gør mig glad, at jeg har fundet en, der mere eller mindre gør mig lykkelig, på en anderledes måde. Eller lykkelig er måske så meget sagt, men jeg kan ikke lige finde den rette betegnelse. Men i hvert fald. Personen betyder rigtig meget for mig, og det er en jeg holder super meget af - mere og mere for hver dag. Der er bare et eller andet ved personens personlighed, der bare fanger mig så meget. Måske synes jeg bare at det er spændende. Jeg ved det ikke. Det er vel også ligegyldigt, i bund og grund.

Men i hvert fald. Som alle andre unge mennesker har jeg det godt, men med dårligere dage end andre. Det er måske bare en del af det at være menneske. Måske er det dét, der gør os til den vi er - det der hjælper os med at finde os selv.

Altså, jeg ved ikke hvad pokker det er jeg snakker om. Jeg har været vågen i nogen og 30 timer nu og det er nok på tide at falde til ro og få noget søvn.