Jeg synes at den største udfordring ved at skrive et blogindlæg er hvordan man skal starte det. Skal man starte ud med et eller andet fancy som fanger folk eller hvad skal man skrive? Jeg synes egentlig også at det er svært kun at holde sig til ét "emne", hvilket måske også forklarer hvorfor mine indlæg ofte fremstår lidt rodet. I hvert fald de lange af dem. Først og fremmest tror jeg egentlig ikke, at jeg har nogen der læser hvad jeg skriver, men det er også fint for mig. Min blog er trods alt bare min måde og mit sted, hvor jeg kan komme ud med hvad jeg vil og hvordan jeg vil. Der er ingen andre end mig der bestemmer hvordan og hvad der skrives og egentlig nyder jeg det. Jeg nyder at der ikke er nogen der kan fortælle mig at det er rigtig eller forkert eller at det må jeg ikke. 

Jeg havde sagt til mig selv, at jeg dette år ville tage chancer og ikke holde mig tilbage. Indtil videre er det eneste jeg har gjort er at holde mig tilbage og ikke tage nogen chancer. Overhovedet. Jeg hader det. Sådan inderligt. Det er irriterende, at jeg ikke gør og siger det jeg egentlig vil, fordi jeg er bange for eventuelle konsekvenser. Jeg forstår det ikke. Der er mennesker rundt omkring der gang på gang tager chancer for at opnå det de gerne vil, og så sidder jeg her på mit værelse og hverken tør gøre eller sige det jeg allerhelst vil. Jeg vil for eksempel gerne kunne sige til dig, at jeg godt kan lide dig. Sådan lidt udover der sædvanlige. Jeg vil gerne kunne sige og vise dig den følelse du giver mig. Hvad der sker med mig, når du smiler til mig, når jeg hører dig grine eller når du blot er til stede. Jeg ved ikke engang om det ville ødelægge noget eller om det overhovedet ville ændre på noget, men jeg tør stadig ikke tage den chance. 

Der er så mange ting, jeg ville ønske at jeg kunne få sagt til dig. Men jeg tør ikke. Endnu engang er der noget jeg ikke tør sige eller gøre, fordi jeg er bange for resultaterne. Jeg er bange for de konsekvenser der nu kan komme. Jeg er bange for at det skal ødelægge noget. Jeg er træt af at være bange. Jeg er træt af, at jeg ikke tør tage chancer. Jeg tør ikke gøre det jeg egentlig har allermest lyst til. Man får altid af vide, at man blot skal følge sit hjerte og gøre hvad man har lyst til, men det fungerer ikke for mig. Min hjerne har for meget magt over mit hjerte. Jeg tænker for meget over tingene, i stedet for bare at gøre det jeg gerne vil.

Perioderne mellem jeg blogger bliver længere og længere. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan ikke rigtig sætte ord på noget som helst længere. Jeg er inde og kigge flere gangen om dagen. Jeg trykker for at skrive et nyt indlæg, men siden forbliver blank. Hvordan kan det lige pludselig være så svært? Jeg plejer jo ikke at have noget problem med bare at skrive løs.

I'm friends with the monster that's under my bed,

I get along with the voices inside of my head.

 

Another sleepless night. Again I'm lying awake in my bed with my own thoughts.
They're eating me alive until the next morning. I don't know why, but whenever it gets dark outside - whenever it gets night, I turn into depri-mode. I turn into everything I go all day trying to hide.

Jeg kommer lige med endnu et musik-indslag. Som nogle af jer nok ved, så udkom Rasmus Thudes nye single #FrøkenLigeglad i går, og det ville betyde utrolig meget, hvis I ville være så venlige at gå ind på følgende link: https://itunes.apple.com/dk/album/fr-ken-ligeglad-single/id720193865?l=da, købe sangen og derved støtte ham. Lad os sprede budskabet! Oven i det, kan jeg lige fortælle, at der i forbindelse med køb af sangen kommer en konkurrence. I kan finde information omkring konkurrencen inde på hans side!

Hm. Det går egentlig som det plejer. Der er intet nyt der. I det ene øjeblik er humøret helt i top, i det næste er det helt i bund. I det ene øjeblik føler jeg mig en del af de andre, andre gange føler jeg mig ene og alene. Men hvorfor kan jeg ikke bare snart indse, at tingene ikke altid er det samme? At det ikke altid kan gå efter mit hoved, selvom jeg gerne vil have det?


Jeg har en, der kan få mig til at glemme alt det dårlige og negative for en stund, når hun kigger på mig. Hun kigger på mig som om det hele nok skal gå. Og jeg tror hende. Hvorfor skulle jeg ikke det? Hvorfor skulle hendes blik lyve? Jeg ved jo at hun vil være der til at hjælpe mig, hvis det skulle gå helt galt. - Hun har det der glimt i øjet. Hun er en, hvis smil giver mig varme i kroppen og en kilden helt ud i fingrespidserne. En, hvis kram er det bedste. Det er et af de der ordentlige lange kram. Et af dem der gør, at man ikke har lyst til at give slip igen. Jeg har ikke lyst til at give slip på hende igen, når først vi krammer.

Hun er en, hvis personlighed er det absolut bedste - og jeg ser nye sider af hende hver eneste dag, der blot gør at jeg kommer til at holde mere og mere af hende. Jeg er ikke forelsket. Det er jeg ikke. Jeg er betaget. Jeg er glad. Hun gør mig glad. Glad sådan inderligt. Hun giver mig en glæde jeg har savnet. En glæde jeg har manglet og er glad for at have fået igen.

Det lyder måske dumt, men sådan er det nu alligevel engang.

Hvorfor skal jeg have det sådan her hver eneste aften jeg er alene? Hvorfor skal jeg over-tænke og over-analysere alting? Hvorfor skal jeg høre trist musik og trække mig selv ned? Hvorfor kan jeg ikke være alene og være glad over min tilværelse?